Ny købmand: Færre østers - mere fiskefilet

Christian Dam, ny købmand i Meny på Frederikshavnsvej i Hjørring, vil i øjenhøjde med vendelboerne

19. marts 2019 kl. 07.12

HJØRRING: 32-årige Christian Dam har i knap en måned været i aktion som ny købmand i Meny på Frederikshavnsvej - og i forståelse for, at kunderne allerede en gang har skullet vænne sig til, at mange varer har fået nye placeringer efter en stor million-ombygning, så har han ikke i sinde at ”blande kortene” fuldstændig på ny.

Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke kommer til at ske nyskabelser.

- Gode ting er sat i gang, men vi skal i højere grad have tilpasset konceptet til vendelboerne, lyder det fra Christian Dam.

Hvad vil det sige mere konkret?

- Det hele var måske blevet lidt for fint. Man kan sige, at fiskefileterne nu skal fylde mere og østers lidt mindre.

Slagter-afdeling og delikatesse kommer fortsat til at spille en nøglerolle for den store butik på Frederikshavnsvej. Det er også i det lys, at det har været et krav fra Christian Dam, at slagtermester Kim Andersen kunne komme retur til Meny, hvor han tidligere har været.

Befolkningstallet er stigende i Hjørring, og det kan blandt andet afløses af, at konkurrencen på dagligvaremarkedet skærpes - senest med Netto på Aalborgvej og Rema 1000 på Frederikshavnsvej.

- Jeg ser det som en styrke, at der er kommet en kollega mere på Frederikshavnsvej. Jeg tror en del kunder vil køre på Frederikshavnsvej, når de skal handle ind - og så kører de måske ind begge steder, lyder vurderingen.

Christian Dams CV tæller 12 års ansættelse i Dansk Supermarked (Salling Group) og fem år hos Coop - de seneste tre år som varehuschef i Kvickly i Metropol i Hjørring.

Den nye købmand efterfølger Henrik Svanhede, der i stedet er tiltrådt en stilling som salgschef ved Ingstrup Mejeri.

Privat bor Christian Dam i Frederikshavn med sin hustru, der er en del af regionshospitalets palliative team, og to døtre på otte og fem år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste