Seneste nyt

Nationer mødes i Ungdomshuset i Hirtshals

04. januar 2018 kl. 08.49

Hver tirsdag eftermiddag mødes op til 20 forskellige nationer til hyggeligt samvær i Ungdomshuset på Fanøgade i Hirtshals. Det er Tværkulturel Forening, der med hjælp fra mange frivillige i Hirtshals og omegn arrangerer disse Tirsdagscafeer for "nydanskere".

Tværkulturel forening har til formål at styrke og udbygge fællesskabet blandt mennesker med forskellige kulturelle baggrunde og på denne måde fremme muligheden for en vellykket integration i det danske samfund. Foreningen har ingen forpligtende forbindelser til bestemte organisationer, men arbejder udelukkende ud fra medmenneskelige værdier.

Til Tirsdagscafeens juleafslutning var der familier fra Syrien, Eritrea, Congo, Tjetjenien, Irak, Indien, Cambodja, England og Færøerne. Så der var en summen og leben af mange forskellige tungemål, da der blev danset omkring juletræet, og julens sange blev sunget på hjemlandets sprog. Peter Krogh spillede på harmonika og ledte fællessangene og dansen om træet. Han havde nøje udvalgt sange, alle kunne synge med på. Maiken Buddig fortalte en forkortet udgave af juleevangeliet på en måde, som alle religioner kunne forstå. Herefter var der udtrækning af flotte hjemmelavede gevinster samt æbleskiver og kakao.

Til de ugentlige tirsdagscafeer er der foruden det sociale samvær også mulighed for at få hjælp til mange forskellige gøremål som cykelreparation, computere, hjælp til at skrive ansøgninger, hjælp til at læse og forstå skrivelser fra offentlige myndigheder, og børnene kan få hjælp til lektielæsningen.

En gang om måneden er der fællesspisning. Hver familie medbringer selv mad til eget forbrug, og maden fra de forskellige familier anrettes som en stor buffet. På denne måde kan alle smage på mad fra forskellige kulturer og få en snak om, hvad maden består af. Efter spisningen er der indslag af forskellig art med underholdning fra ens eget lands kultur.

Som noget nyt er der kvindeaftener hver anden mandag og mandeaftener hver anden onsdag. Tværkulturel forening arrangerer også udflugter ud af huset som til Fun Park og til kunstudstillinger på Hirtshals Fyr.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste