Naboer kæmper mod skydebane i Tolne Skov
Debatten raser om en skydebane i Tolne Skov, som Hjørring Jagtforening har overtaget
Det er ikke første gang, at Hjørring Jagtforening kommer i krydsild i forbindelse med debat om en skydebane. Foreningen har nu fået overdraget en skydebane i Tolne Skov. En skydebane, der tidligere blev benyttet af Tolne Skyttekreds, men banen har i et par år ligget øde hen.
Naboer og modstandere vil nu have planer om en genoplivning af skydebanen stoppet, selvom der stadig er en gældende miljøgodkendelse til riffelskydning på banen.
Talsmand og medlem af Naturpark Tolne Rådet, Mogens Bjerre hænger sin hat på, at området i Tolne netop er blevet udpeget til Naturpark og dermed er en skydebane helt malplaceret, mener han.
- Vi vil som naboer og gæster i Naturpark Tolne komme til at opleve et sandt støjhelvede, idet Naturstyrelsen påtænker, at jægere i hele Nordjylland. kan bruge skydebanen, påpeger Mogens Bjerre i et brev til at medlemmer af Hjørring Byråd.
Han tilføjer, at der tidligere også har været støjgener i forhold til Tolne Camping, som ligger i nærheden.
Samme brug som tidligere
Hjørring Jagtforening er tydeligvis træt af at havne i endnu en ophedet debat om en skydebane. I et par år har foreningen været på forgæves jagt efter en ny flugtskydebane, efter at en skydebane på Ulvkjærvej ved Hjørring er blevet lukket.
- Men det her er altså noget helt andet. Der er tale om en riffelskydebane, og der foreligger en miljøgodkendelse til at bruge banen til det formål. Vi har ingen interesse i, at der bliver en strid med naboerne, og vores brug af banen vil ikke være anderledes end som den blev brugt i mange år af Tolne Skyttekreds, siger formand for Hjørring Jagtforening, Jens Andersen.
Læs hele historien her