Seneste nyt
Billede beskrivelse

Murer-Kjeld er også med: Frivillige håndværkere knokler for Vendelbohus - se videoen

31. januar 2021 kl. 15.00
Opdateret kl. 20.08

HJØRRING: Vendelbohus er lige nu omdannet til en byggeplads. Huset får nemlig en kraftig opgradering. Og der blev for alvor sat turbo på arbejdet lørdag morgen, hvor frivillige håndværkere og håndlangere gik i gang med at vandskure væggene ved bar-området i foyeren.

Arbejdet er omfattende, men folkene gik til opgaven med godt humør og optimisme. En af de frivillige er Murer-Kjeld - murermester Kjeld Pedersen.

- Jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville hjælpe med kulturhuset, og det sagde jeg ja til. Jeg synes, det er en rigtig god ide at bevare det her fine gamle hus. Og når en masse andre også er med, så synes jeg, det er fint at bruge en weekend heroppe, sagde Kjeld Pedersen og tilføjede, at det er hyggeligt at arbejde sammen med andre håndværkere om opgaven.

- Vi kan godt snakke sammen, mens vi arbejde - selvom vi ikke er kvinder, smilede Kjeld Pedersen.

En af de andre frivillige folk i huset var Kasper Sørensen, der er indehaver af KS Ejendoms Service i Hjørring. Han bruger også gerne frivillige timer i en god sags tjeneste sammen med gode kollegaer.

Billede beskrivelse

- Jeg vil gerne hjælpe, når der er brug for det. Jeg vil gerne støtte op om det lokale, og nu havde jeg muligheden for det. Samtidig er der fint at samarbejde med de andre, der har meldt sig. Det er hyggeligt, lød det fra Kasper.

Billede beskrivelse

De gamle mursten kan fortsat anes, når væggene er pudset og malet. Farverne fra den gamle sal - hvid og blå - skal afløse de gamle gule og kødfarvede vægge og de bordeaux-farvede tæpper.

De gamle tæpper udskiftes i foyeren, og i den lille sal fjernes gulvtæppet i første omgang, så det gamle sildebensparket kommer til syne.

Bestyrelsen forsikrer, at foyeren er klar til brug, når corona-nedlukningen ophæves og de første arrangementer igen må afvikles.

Og herefter er huset åbent for selskaber, møder, koncerter og teaterforestillinger.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste