Lukker totalt for adgang til fyret: - Folk skal selv kunne bestemme, om de vil udsættes for smitte-risiko
LØNSTRUP: Man må væbne sig med tålmodighed, hvis man vil nyde udsigten fra toppen af Rubjerg Knude Fyr.
Naturstyrelsen bankede tirsdag en træplade for indgangen, så man ikke længere har åbent for en attraktion, der potentielt kan medvirke til spredning af Covid-19.
I foråret indførte man ellers en løsning, hvor fyrets gæster skulle bevæge sig op i den gruppe - eller ”sociale boble” - de ankom i; ved trappen skulle man så hænge en opsat kæde på tværs, inden man strøg til tops, så andre kunne se, at der var optaget. Når man så kom ned igen, skulle man lade kæden hænge ned, så de næste kunne se, at der var fri adgang.
- Men det kom aldrig rigtigt til at fungere. Enten tog folk sig ikke tid til at vente - eller også blev kæden ikke hængt op. Folk skal selv kunne bestemme, om de vil udsættes for smitte-risiko ved vores faciliteter, og det kan man ikke, hvis man møder andre på trappen - og når man går op og ned, så puster man ovenikøbet også, lyder det fra Helene Overby, skovfoged hos Naturstyrelsen Vendsyssel.
Hun medgiver, at man måske allerede skulle have blokeret for adgangen, da myndighederne før jul igen begyndte at skrue på knappen med restriktioner; også i lyset af de mange jule- og nytårsgæster, der traditionalt går en tur på Rubjerg Knude og lader sig friste af en tur i fyret - men nu er det i hvert fald gjort.
Nede på p-pladsen er der ligeledes skiltet med, at der ikke er adgang til fyret, og som minimum vil der være lukket frem til 17. januar.
Der var i øvrigt også smækket en træplade for indgangen i et par uger i efteråret, da de syv, nordjyske kommuner var lukket ned.
Det er næppe nødvendigt at minde om, men: Selv om fyret er lukket, så kan man stadig gå en fin tur på Rubjerg Knude ...