Billede beskrivelse

Lokale ildsjæle og talenter hyldet til stor prisaften i Hjørring

Hjørring Kommune afholdt tirsdag aften Idrætsprisen 2021. Her blev en række lokale foreninger, talenter og ildsjæle hyldet for deres indsatser

07. september 2022 kl. 10.54

Vendsyssel Teater dannede rammen om en stor aften for Hjørring Kommunes foreningsliv, da Idrætsprisen 2021 tirsdag aften løb af stablen.

Den tidligere olympiske mester i håndbold, Karen Brødsgaard, var vært og blev undervejs akkompagneret af borgmester Søren Smalbro (V) og formand for Fritids- og Folkeoplysningsudvalget i Hjørring Kommune, Mathias Holger Nielsen.

- Vi i Hjørring Kommune er meget glade for, at vi kan afholde dette arrangement. Vi vil gerne vise, hvor stolte vi er af vores fantastiske foreningsliv. Både de dygtige udøvere, som vinder mesterskaber, men også de frivillige ude i alle vores foreninger. De udfører et prisværdigt stykke frivilligt arbejde, siger Mathias Holger Nielsen.

Adskillige priser blev uddelt tirsdag aften - men de to mest bemærkelsesværdige tilfaldt svømmeren Anna Munk Fuglsang og hundeføreren Lise Lotte Nielsen.

Billede beskrivelse
Billede beskrivelse

De modtog begge en pris for den mest "Bemærkelsesværdige præstation" - Anna Munk Fuglsang for flere guldmedaljer ved diverse svømmestævner og Lise Lotte Nielsen for et verdensmesterskab i disciplinen spor.

Herudover tilfaldt Foreningslederprisen 2021 gruppeleder Peter Jørgensen fra KFUM-Rakkeby samt Hans Jensen fra rollespilsforeningen Quendi.

Billede beskrivelse

Slutteligt modtog Hjørring Badminton Klub kommunens nye foreningspris - og med den fulgte også en check på 5000 kroner.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste