Formanden for Hirtshals Fiskeriforening, Niels Kristian Nielsen (Niller).
Livet her

Lokal fiskeri-formand vil arbejde for bedre ophugnings-støtte: - Brexit-aftale kommer til at gøre ondt

30. december 2020 kl. 13:00

HIRTSHALS: Formanden for Hirtshals Fiskeriforening Niels Kristian Nielsen, i det daglige kaldet Niller, siger, at den nye Brexit-aftale, vil komme til at gøre ondt på fiskerne i Hirtshals - og langs Vestkysten i det hele taget.

- Der bliver jo mindre muligheder for fiskeri i de engelske farvande med den nye aftale, og det betyder, at der vil blive fisket mere i Skagerak - og øst på i det hele taget, siger Niller.

- 2020 har været et hårdt år med manglende afsætningsmuligheder til Sydeuropa på grund af corona-epidemien. Det har medført lavere priser, og der er fanget mindre mængder, som jo også har gjort, at vi ikke har kunnet bruge vore kvoter op, tilføjer han.

Hirtshals Fiskeriforening har ca. 100 medlemmer, og medlemmerne har alle slags fartøjer - lige fra joller til garnfiskere samt snurrevod og trawlskibe til de helt store notskibe - og ifølge Niller kommer der flere til i det nye år, fordi der er nybygninger på vej.

- Med de mindre fangstmuligheder i 2021, vil vi gøre meget for, at fiskerne kan få nogle bedre muligheder for ophugningsstøtte, som så kan udfase nogle af dem, der har lyst til at gå ud af erhvervet. Det vil give bedre muligheder for dem, der er tilbage, siger Niller.

- Det med lyseblå er Englands fiskeri område som nu beskærer vore muligheder for fiskeri med 25%, siger Niller.

Han fortæller endvidere:

- Vi går en svær tid i møde i fiskeriet de næste fem år - der bliver jo forhandlet nye aftaler, når vi når hen til 2025. Her håber vi, at vi kan få gjort det bedre. Vi havde jo regnet med, at England ikke gik så meget efter makrel- og sildekvoter, som de gjorde. Det, der rammer os mest, er, at vi ikke kan fange så meget af disse arter mere i det engelske område. Men vi håber, at vi kan få nogle gode forhandlinger med nordmændene og EU - samt selvfølgelig England fremover. Vi kan ikke nøjes med at fiske Skagerak alene, fordi her vil der jo - som det ser ud nu - blive trængsel efter at fange fisk. Der er jo muligheder for at fiske i færøske og grønlandske farvande, men det kræver alt for meget sejlads - og det tager for lang tid, inden fiskene kan landes og dermed går det ud over kvaliteten af den friske fangst, siger Niller.

Hirtshals Fiskeriforening har også rettet opmærksomheden andre steder:

- Vi arbejder stadig med at få de hollandske bom-trawlere til at bruge mere skånsomt grej, end det de bruger i dag. Det, de bruger i dag, er en stålkæde, der skraber bunden og flytter rundt med sten og rev til skade for kystfiskernes muligheder for fangst på disse rev. De roder også rundt med gamle vrag på havbunden og slæber dem hen på de ellers gode, flade sandbunde - til skade for vore trawlfiskere, lyder det fra den lokale fiskeri-formand.

I øvrigt arbejder foreningen meget med arbejdsmiljøet ombord på fartøjerne.

- Der bliver holdt kurser i sikkerhed, og der bliver udviklet på redningsvestene. Der skal være mand over bord-sikkerhed, således positioner ved uheld kan aflæses elektronisk. Alt det, der hedder sikkerhed ombord er vigtigt for mig og for vores bestyrelse. Det er en farlig arbejdsplads, vi arbejder på i det daglige på havet, siger Niller.

- Jeg kan oplyse, at vor generalforsamling nok bliver i februar, hvis corona-reglerne tillader det, tilføjer han.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu