Kursus: Bliv hjemmebrygger på en dag

Brygger lærer dig at lave eget øl på blot en dag i skolekøkken

15. november 2018 kl. 08.42

VRÅ: Normalt er der ikke procenter i drikkevarerne, når der arbejdes i skolekøkkenet i Vrå - anderledes forholder det sig nok lørdag 17. november, hvor bryggeren Jørgen Sonne Kristensen tilbyder en dags kursus i ølbrygningens finesser.

- Håndbrygget øl er en hyggelig luksus, som mange danskere har fået smag for, og nogle går rundt og tænker: ”det kunne da være sjovt at byde naboen, konen eller kæresten på et glas skummende hjemmebryg”, lyder det fra bryggeren.

Jørgen Sonne Kristensen er tidligere brygger på Ørbæk Bryggeri og Fur Bryghus - og bor på Mols, hvor hans firma Mobilbryg tilbyder kurser, ølsmagning og brygdemonstrationer. En tidligere kursist fortæller: - I 20 år havde jeg drømt om at brygge øl. Brygkurset gav mig sparket til at komme i gang, for Jørgen gav os en grundig instruktion, så vi selv kunne fortsætte derhjemme. Det er skønt at være hjemmebrygger. Mit andet bryg kom i ølhanen til min søns konfirmationsfest, og gæsterne var duperet.

Mols-bryggeren vil undervise i både teori og praksis i skolekøkkenet, imens kursisterne brygger to og to på 20 liters mikro-bryganlæg.

Til slut tager kursisterne hver sit nybryggede øl med hjem og gærer det færdigt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste