Billede beskrivelse

Kultur-samarbejde: Tid til eventyrlig leg på biblioteket

Kulturfrikadellen serveres på biblioteket i Hjørring

20. marts 2019 kl. 15.09

HJØRRING: I Hjørring kan man henover året møde det lokale kulturlandskab efter lukketid. Det sker, når fem kulturinstitutioner under ét fælles tema afholder Kulturfrikadellen. Hver kulturinstitution giver et bud på, hvordan man kan tolke temaet med netop de kvaliteter, kundskaber og værdier, som passer til dem: leg og læring gennem musik og rytme, historie og tradition, kunst og design, teater og skuespil, litteratur og fortælling.

I sæsonen 2018/19 er emnet ”I dybet ...”, og onsdag 27. marts kl. 17 - 18.30 er turen kommet til Hjørring Bibliotek. Lone Due Bak fortæller:

- Til Kulturfrikadellen på biblioteket får børnene mulighed for at lege sig ind på livet af en eventyrlig fortælling. Mon de tør hilse på heksen? Tør de kravle ned i dybet til de tre hunde med øjne så store som både tekopper, møllehjul og rundetårn? Prinsessen må vi heller ikke glemme, og på hvilken dør sidder mon det rigtige kryds? Sammen skal vi hjælpes ad med at finde prinsessen, og bagefter skal vi spise aftensmad sammen.

Kulturfrikadelle-arrangementerne henvender sig til børn i alderen 3 til 6 år og deres forældre og søskende. Billetter skal købes senest fredag 22. marts på www.hjbib.dk. Billetprisen er 40 kr. (inkl. aftensmad).

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste