De to markante og kendte ejendomme på Østergade 15 og 17 nedrives nu. Det er den nye ejer Jens Lauritsen og Hjørring Kommunes nedrivningspulje, der står for nedrivningen. Den bagvedliggende ejendom Lucala bibeholdes. Foto: Niels Helver
Livet her

Kendte bygninger i Sindal nedrives: Nu ryger Kvisthuset - men hvad med Lucala?

12. januar 2021 kl. 17:00

I denne uge påbegyndes nedrivningen af to meget kendte ejendomme i Sindal. Det er Kvisthuset i Østergade 15 og naboejendommen Østergade 17. Det er ejeren el-installatør Jens Lauritsen fra Mosbjerg, der i samarbejde med Hjørring Kommunes nedrivningspulje står for nedrivningen. Der er ikke planer om at opføre andre bygninger på grunden.

Jens Lauritsen ejer også den bagvedliggende ejendom, det tidligere diskotek Lucala, der indtil november 2004 var in-sted for omegnens unge. Jens Lauritsen er for tiden ved at renovere Lucala med henblik på at samle installationsforretningen i Sindal.

El-installatør Jens Lauritsen fra Mosbjerg overtog ejendommene Østergade 15 og 17 den 1. august 2019. Her viser han en bordskåner fra dengang, hvor Kvisthuset var et eftertragtet spisested. Foto: Niels Helver

De første tre uger foregår nedrivningen indendørs, idet inventaret skal fjernes på forsvarlig vis, og væggene skal behandles på en speciel miljøvenlig måde, inden bygningerne fysisk kan nedrives. Entreprenøren vil af sikkerhedshensyn afspærre fortov og cykelsti ud for bygningerne.

Kvisthuset er opført i 1907 og har gennem tiderne været anvendt til mange forskellige formål. Fotograf Martinus Christensen indrettede atelier på førstesalen og efter hans død videreførte hans hustru Julie Christensen fotograferingen med hjælp af den navnkundige Lis Krabbenhøft, der overtog forretningen i 1938. I stueetagen åbner frisør Erik Nielsen i 1959 salon ”Madame”, der i 1963 overtages af frisørmester Willy Falk Christensen, der senere flyttede salonen til Nørregade. Da det nye butikscenter Pakhustorvet åbnede i 1989 flyttede salon ”Madame” nu Frisør Willy hertil, hvor datteren Gitte Falk driver salonen videre.

Kvisthuset i Østergade har været anvendt til mange formål. De mest kendte er nok fotograf Lis Krabbenhøft med atelier på 1. salen og frisørsalon ”Madame” i stueetagen. Foto: Privatfoto

Lis Krabbenhøft lukkede fotoforretningen i 1970. Den næste ejer er Ejvind Just og hans hustru Lene, der i 1975 åbnede Pub og Bodega Kvisthuset og Lucala. Gert Ritter og Iris Nielsen driver Kvisthuset fra 1990 til 1992. I 1993 åbner Kvisthuset igen med daglig leder Lisbeth Venø indtil 1996, hvor Kvisthuset får nye bestyrere, der omdøber Kvisthuset til Cafe Kvisten i perioden frem til november 2011. Herefter er der planer om at nedrive ejendommen. Det sker så nu i 2021.

Naboejendommen Østergade 17 er fra 1890. Indtil 1979 var der smedie i bygningen. Her blev der også smedet sko til heste. Herefter etablerede brødrene Ivan, Jan og Poul Rysholt Poulsen farvehandel i ejendommen. Ejvind Just køber huset i 1984 og åbner burgerbaren ”White House Burger”. Da burgerbaren lukker lægges lokalet sammen med Kvisthuset, og huset bliver skalmuret med munkesten fra Sindal Teglværk.

Ringen for de to ejendomme slutter med elektriker Jens Lauritsens overtagelse den 1. august 2019 og nedrivning i januar 2021.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu