Julehyggedag i Tversted

04. december 2017 kl. 08.42

Som start på det nye kirkeår i Tversted Sogn havde sognepræst Johan Hermann Rump tilrettelagt en julegudstjeneste særligt rettet mod børnene. Gudstjenestens ritualer blev forklaret undervejs, så vi alle forstod meningen med det hele meget bedre.

Fra prædikestolen læste Johan en levende beskrivelse af Jesu fødsel i Betlehem fortalt at Josef og Marias æsel! Gudstjenesten var ekstra festlig i dagens anledning, hvor KFUM Spejderne fra Bindslev deltog med fanerne, og KFUM Spejdernes Brassband fra Hjørring spillede dejlig blæsermusik til salmerne og efterfølgende i optoget med hestevogn og juleheste gennem byen og ved ældrecenter Mariebo, hvor der blev sunget julesange for beboerne. Herefter fortsatte følget til Klitgården.

På Klitgården var der boder og aktiviteter for børn og voksne både ude og inde. Sognepræst Johan Hermann Rump læste julehistorier for børnene i "Juleklubben" og Marianne Bjerregaard og Kristian Vorsaa Hansen sang og legede med børnene, som alle fik en godtepose. Tversted Menighedsråd, Tversted Borger- og Turistforening og Klitgården havde tilrettelagt programmet for arrangementet i Tversted 1. søndag i Advent. Alt i alt en rigtig dejlig julehyggedag i Tversted.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste