Julehygge på Bypladsen i Bindslev
Den sidste søndag før jul er der tradition for, at Bindslev gør noget særligt for børnene i den lange ventetid op til jul. Derfor havde foreningen Bindslev-Handel-Erhverv arrangeret en rigtig julehyggeeftermiddag på Bypladsen med julemand, nissemor, tegnekonkurrence og æbleskiver saft og kaffe.
Nissemor var den første der ankom. Hun sørgede for, at børnene ikke kedede sig, mens de ventede på julemanden. Han ankom sidst på eftermiddagen. Nu var der underholdning med tryllerier og dans omkring det store juletræ.
Efter dansen om juletræet åbnede Nissemor den store røde postkasse og udtog alle de flotte tegninger, som børnene havde puttet i postkassen, og julemanden udtrak vinderne af tegnekonkurrencen. Præmierne var store flotte købmandskurve.