Livet her

Jubilerende marineforening må igen aflyse stor fest

14. januar 2022 kl. 07:00

Hirtshals Marineforening skulle have fejret sit 100 års jubilæum i 2021. Stiftelsesfesten blev dog rykket til 28. januar i år.

- Den dato må vi desværre også aflyse festen, siger Poul Erik Frandsen.

Aflysningen sker på grund af corona-restriktioner og går også ud over en planlagt udflugt 22. januar.

Man kan blive helt forpustet af marineforeningens mange arrangementer. De over 70 arrangementer og aktiviteter i løbet af 2022 indeholder alt fra sangaftener, musikaftener, bowling og fregatskydning på skydebanen i Hirtshals til udflugter, ålegilder, jazz-frokoster og country aftener. Marineforeningen er også altid med til Hirtshals Fiskefestival med et kæmpestort telt, hvor der er dans og musik.

- Vi er en meget social forening, siger Poul Erik Frandsen, der nu har været formand i 6 år.

- Jeg flyttede til Hirtshals, fordi det er den by i Nordjylland, der sker mest i, og det kan mine børn godt bakke mig op i. Hirtshals er helt unik og fantastisk erhvervsaktiv by med alle byens fabrikker, virksomheder og havn.

Hirtshals Marineforening har 200 aktive medlemmer, syv medlemmer i bestyrelsen samt to suppleanter. Formanden vil gerne opfordre folk til at blive medlem af foreningen, hvor alle kan være med, når ellers man interesserer sig lidt for det maritime liv her i Hirtshals, fortæller formanden.

Nyeste