Seneste nyt

Jubilæumsfest med skattejagt hos Blå Kors Genbrug

Jubilæumsfest med skattejagt, store rabatter og gratis kaffebord i Blå Kors Genbrug i Bindslev

31. januar 2020 kl. 14.00

BINDSLEV: På lørdag den 1. februar fra klokken 10 - 16 er der kæmpe jubilæumsfest med skattejagt, store rabatter og gratis kaffebord i Blå Kors Genbrug i Bindslev i anledning af, at det er 125 år siden, Blå Kors Danmark blev stiftet. Denne begivenhed bliver fejret i hele landet, og Blå Kors Genbrug i Bindslev markerer dagen med Åbent Hus, og alle er velkommen.

Den 1300 kvadratmeter store butik bugner med nye spændende varer i de mange forskellige afdelinger, der omfatter Tøj til damer, herrer og børn, Isenkram, Bøger, Billeder, Lamper, Elektronik samt en stor møbel- og sengeafdeling. Og på lørdag er der 25 procent rabat på alt.

I løbet af dagen er der også skattejagt. Et antal gavekort med en værdi på 125 kroner er gemt rundt omkring i butikken. De heldige vindere kan købe varer for beløbet. Eneste betingelse er, at gavekortet anvendes på lørdag i åbningstiden.

Der er kaffe på kanden hele dagen, og i dagens anledning sponsorer Bageri Ingeborg og Erling Christensen Møbler både kaffe og kager, så dagens omsætning kan gå til Blå Kors hjælpearbejde.

På lørdag den 1. februar er det nøjagtig 125 år siden, at overbibliotekar Hans Ostenfeld Lange stiftede Blå Kors Danmark som en afholdsforening og hjælpeorganisation til dem, der havde alkoholproblemer. I 1906 købte Blå Kors Kærshovedgård ved Bording, som blev det første behandlingshjem, eller redningshjem, som det hed dengang. I dag er Blå Kors ikke længere en afholdsforening, men en social hjælpeorganisation, der har som sine kerneopgaver af hjælpe mennesker med misbrugsproblemer og deres pårørende. Økonomien til dette hjælpearbejde kommer blandt andet fra Blå Kors Genbrug. Den første butik blev åbnet i 1975 i Næstved. I dag er der 58 genbrugsbutikker i 43 byer, der tjener penge til Blå Kors sociale hjælpearbejde.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste