Billede beskrivelse

Indbrudstyve slog til, mens moderen blev bisat: - Jeg er rasende

29. marts 2022 kl. 13.57

I øjeblikket forsøger familien at fokusere på, at forsikringsselskabet skal have dokumentation for, hvad der egentlig er blevet stjålet - men det kan være svært at koncentrere sig om, når man er helt oppe i det røde felt.

- Jeg - vi - er rasende!, lyder det fra Annette Jensen.

For godt en uge siden døde hendes mor, og mandag skulle hun - Sonja - så bisættes fra Uggerby Kirke. I øvrigt på dagen, hvor hun ville være fyldt 78 år.

- Efter bisættelsen var vi alle på Tannishus til en mindesammenkomst. Da vi så kommer hjem til min fars ejendom i Uggerby - hvor mine forældre har boet i 58 år - træder vi ind og ser, at skabe og skuffer står åbne, fortæller Annette Jensen.

Der er blandt andet stjålet pletsølvtøj, kongelige porcelænsfigurer og - værst af alt - en masse smykker fra flere generationer i familien. Blandt andet Annette Jensens mors vielsesring.

Familien er fortørnet nok over indbruddet i sig selv - men at det finder sted i forbindelse med en bisættelse, har man næsten ikke ord til at beskrive.

- Jeg er overbevist om, at tyven har begået indbrud, fordi han har set dødsannoncen, som både har været på Facebook og i to ugeaviser. Det er ikke noget tilfælde, for der holdt et par af familiens biler på ejendommen, mens vi var til bisættelse, siger Annette Jensen, der fortæller, at hendes far selvfølgelig er rigtig ked af det.

Annette Jensen bor selv på Sindal-kanten og er i øvrigt V-medlem af byrådet i Hjørring.

Indbruddet er meldt til politiet, der har foretaget DNA-test på ejendommen.

Tyven(e) er kommet ind ved at smadre en rude.

På Facebook opfordrer Annette Jensen til at være opmærksom på, om man får tilbudt noget, der kunne stamme fra indbruddet - og opfordrer i øvrigt folk til at dele opslaget.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste