Livet her

I Brugsen sku’ være gilde ...

Dagli’Brugsen i Mosbjerg fejrede 100 års jubilæum

13. januar 2020 kl. 18:33

MOSBJERG: I lørdags var den røde løber rullet ud foran Dagli’Brugsen i Mosbjerg i anledning af 100 års jubilæet. Det strømmede til med gratulanter, der ville være med til at fejre det flotte jubilæum. For det er ingen selvfølge, at der i en by af Mosbjergs størrelse stadig er en brugsforening. Det kræver opbakning og sammenhold sammen med en dygtig bestyrelse, og et personale der vil Brugsen.

Jubilæet blev fejret med manér. Brugsen var pyntet med flagranker, der var en buket blomster til de første 100 gæster og slikposer til børnene. Sindal Brass Band spillede fødselsdagssang, og Tolne Efterskole havde bagt kagemand til de mange gæster. De fleste af Mosbjergs 242 indbyggere var samlet i den lille brugs, men hvor der er hjerterum, er der husrum. Så der var plads til alle, og alle fik kaffe og kage, og Karen fandt ekstra blomster frem, så ingen gik hjem uden en buket.

Formanden for Mosbjerg Brugsforening, Annette Petri, holdt festtalen, hvor hun fortalte om brugsens 100 årige historie, og takkede alle for den store opbakning, der gør, at der fortsat er en brugs i Mosbjerg. Også Uddeler Karen Pedersen og hele det store personale blev takket for deres kæmpe indsat med at betjene kunderne på bedste vis, og for at skabe en butik, som er rar at komme i.

Selvom Brugsen ikke ønskede sig gaver, var der alligevel flere, der kom med opmærksomheder, og da Karen havde ladet sive, at det kunne være rart med et lille bidrag til renovering af byens springvand på brugsens parkeringsplads, kom der også mange pengegaver.

Dagen sluttede udtrækning af flotte gevinster på en meget ”svær” konkurrence, hvor spørgsmålet var: Hvem ejer Mosbjerg Dagli’Brugs? Coop, Karen eller medlemmerne. Det rigtige svar var selvfølgelig medlemmerne, men mange svarede efter deres hjerte nemlig: Karen!

Annonceret indhold

Nyeste