Hr. Weyse kommer til Hjørring

Jens Jacob Tychsen tager publikum med på en forrygende tur bag kameraet og fortæller historien bag den folkekære TV2-serie

08. maj 2019 kl. 12.48

HJØRRING: Er du en af de mange danskere, der elsker tv-serien Badehotellet og seriens skønne karakter Hr. Weyse? Så venter der en god oplevelse lige om hjørnet. Jens Jacob Tychsen aka Hr. Weyse kommer nemlig til Vendelbohus i Hjørring tirsdag 28. maj med foredraget ”Bag om Badehotellet”.

- Jeg har hørt flere steder fra, at foredraget skulle være helt suverænt, fortæller event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel.

- Der bliver vist fraklip fra tv-serien, fortalt anekdoter og så er det krydret med musikalske indslag i allerbedste Hr. Weyse stil. Og der er vist også noget med, at han tryller.

Rikke fortæller, at hun faktisk mange gange har mødt hele holdet bag Badehotellet. Inden hun startede i jobbet som handelschef for godt to år siden, drev hun hotel i Slettestrand, og her holdt produktionsteamet og skuespillerne til, når de var i Svinkløv og filmede de udendørs scener.

- Det var et kæmpe set up med skuespillere, kamerafolk, producere og så videre, fortæller Rikke.

- Jeg har aldrig set så lange lister med informationer om, hvem der skulle hvad og hvornår. Hvis der kom 50 filmfolk fra Badehotellet, så var der måske fem skuespillere med og resten var så crew, med hver deres opgaver. Jeg husker tydeligt det første år, forsætter Rikke:

- Ingen vidste jo, hvad Badehotellet var, og serien fik mange anmelder-hug for den første sæson - det var meget usikkert, om de fik lov at lave en sæson to.

Som de fleste ved, er det sidenhen gået rigtig godt, og nu kan man så få hele fortællingen på Vendelbohus om små tre uger.

- Jens Jacob Tychsen tager os med på en forrygende tur bag kameraet og fortæller historien bag den folkekære TV2-serie, der har taget hele Danmark med storm.

I det eksklusive musikalske foredrag, viser Jens Jacob fotos, film og fraklip.

- Det bliver sjovt, musikalsk og ikke mindst super underholdende, når Jens Jacob fortæller om sangene, og om hvordan sådan en serie egentlig bliver til, lover arrangørerne.

- Vi hører om samarbejdet med de andre skuespillere, dårlige anmeldelser, vind og vejr ved Vesterhavet og publikum bliver taget med på denne humoristiske rejse. Og så får vi naturligvis også et genhør med flere af de skønne gamle sange fra serien, som Jens Jacob Tychsen på magisk vis vil fremføre - og desuden fortælle historien om, hvordan de er blevet vakt til live.

Der er fart på billetsalget, og billetter kan stadig købes på hjhandler.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste