HPR gør klar til ”første skoledag”

Teknisk personale og lærere gør tirsdag klasselokalerne og skolen klar til de 400 elever, der møder ind onsdag

14. april 2020 kl. 12.23

HJØRRING: På Hjørring Private Realskole var der tirsdag d. 14. april noget mere liv på gange og i klasselokaler, end der længe har været. Dagen var nemlig store forberedelsesdag til ”første skoledag”, når mere end 400 elever fra 0.-5. klassetrin som led i regeringens genåbning af landet møder i skole onsdag d. 15. april efter tre ugers hjemmeundervisning og godt en uges påskeferie.

Med fokus på hygiejne og afstand mellem børnene blev klasselokalerne således klargjort af teknisk personale i samarbejde med lærerne. Der kom styr på børnenes faste pladser og hvilke håndvaske og toiletter, der hører til hvilken klasse. Desuden blev teknikken i de enkelte lokaler gået igennem, så man var sikker på, alt var klar til brug efter længere tids stilstand i forbindelse med hjemmeundervisningen.

Ikke alle bygninger og lokaler var dog store nok efter de nye forholdsregler fra myndighederne, så for nogle klassers vedkommende er det ensbetydende med et midlertidigt nyt lokale, evt. i anden bygning, mens andre klasser vil blive fordelt i to klasselokaler. Sidstnævnte giver selvfølgelig visse udfordringer for klassernes lærere, der derfor havde rigeligt at se til med at planlægge undervisningen for den kommende tid, lige så snart de havde fået gjort deres klassers lokaler klar.

Ligesom lærerne skal også børnene forberede sig på en anderledes skoledag, end de var vant til før udbruddet med COVID-19. Heldigvis er alt skemalagt og sat i system, bl.a. med ekstra skiltning og faste rutiner, for på bedst mulig måde at følge myndighedernes anvisninger. Børnene skal derfor ikke bekymre sig om at kunne alle de nye regler fra starten af – dem har de voksne styr på. I stedet kan de glæde sig til at se deres kammerater igen efter mere end en hel måned derhjemme.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste