Her lærer børnene at lytte og respektere hinanden - og det har de gjort i 50 år
HØJENE: Her i foråret har Højene-spejderne fejret 50 års jubilæum - tydeligt markeret ved, at man har fået en ny indgangsportal, ligesom man har indviet en ”historisk gang”, hvor der hænger udsnit af 50 års oplevelser og trofæer.
Nogle ”gamle” spejdere påtænker senere på året at invitere alle der har trådt deres barnsben, eller har haft andre relationer til Højene-spejderne, op og se den store samling.
Der er tre personer, der både var med fra Højene Gruppes start - og som stadig er medlem af korpset: Således har Poul Bolet, Viggo Bolet og Conni Jepsen fået deres 50 års stjerne af distriktschefen.
Sidstnævnte var en af de første piger, der blev KFUM-spejder, da det var i 1972 at KFUM-spejderne begyndte at optage piger, og at m’et nu stod for mennesker i stedet for mænd.
- Mange slags mennesker har været aktiv i Højene gruppen i løbet af de 50 år, nogen et flygtigt øjeblik, andre har ydet en kæmpe vedholden indsats, men netop fordi nogen tog ansvaret på sig, har rigtig mange børn gennem tiden fået unikke og minderige oplevelser med i deres rygsæk. De har fået udfordringer og fælleskabsfølelse, som er med til at præge dem som mennesker. Ja, de har fået et fundament af livsglæde! For det er sjovt at være spejder. Men vi gør det ikke for sjov!, sådan siger Conni Jepsen og fortsætter:
- Vi gør det for at udvikle børn og unge i dag, til ansvarlige og aktive samfundsborgere i morgen.
Ifølge Conni Jepsen viser en verdensomspændende undersøgelse, at 2/3 af verdens ledere har været spejdere i gennemsnitlig 3 år.
Hun håber, at spejderbevægelsen kan sætte et positivt præg på verden:
- Men formålet er ikke kun, at gøre børn og unge ansvarlige og virkestærke. Det er også at gøre børn og unge beredt til livet! Og det med et håb om, at nogle af dem har lyst til at bringe budskabet videre! Vi forsøger at lære børnene at respektere hinanden, at lytte til hinanden, at være hjælpsomme og ærlige. Ja, til at opføre sig ordentligt! Tænk hvis verdens voksne fulgte spejderloven - så havde vi ingen konflikter i verden! Det er min store skuffelse – ja, jeg begræder dybt, at der findes små indad skuende mennesker både ude i den store verden og ligeledes i små foreninger. Måske er opfyldelsen af spejderloven utopi? Men…Magien opstår når nogen er parat til at gøre forsøget! Derfor er jeg er så glad for, at der lige som for 50 år siden, også i dag er forældre, der forstår vigtigheden i at give deres børn mulighed for at være med i sunde fælleskaber. At der også i dag er nogle der vil være ledere og nogle der vil stå for rammerne. Det er mit håb og ønske, at også fremtidens børn får lov til at opleve at være spejdere, og at fremtidens voksne, gennem engagement i det opbyggende arbejde, kan få lov til at se hvordan børn blomstre og kan få lov til at se magien ske.