Seneste nyt
Billede beskrivelse

Han taler om sangen

28. januar 2018 kl. 10.41

Det er lykkedes Sognehøjskolen i Sindal sognegård, at få en aftale i stand med den efterspurgte foredragsholder og debattør Mads Bille, der i 33 år har været dirigent for Herning Kirkes Drengekor, og i samme periode har stiftet Den jyske sangskole og Sangens hus.

Torsdag 8. februar holder Mads Bille foredraget: "Jeg vil være jægersoldat eller operasanger". Om opbygningen af et talentmiljø for unge sangere, om at rejse jorden rundt med 50 drenge og mænd og om at udvikle Sangens hus som en ny søjle i dansk samfunds- og kulturliv.

I sit foredrag fortæller Mads Bille om, hvordan man skaber et elitemiljø midt på den jyske hede og om arbejdet med at skabe en fremtid for den danske sang. Ind imellem vil der være fællessang, og efter spisningen er der rig lejlighed til at stille spørgsmål.

Mads Bille er levende optaget af sangens rolle i samfundet og korets rolle i gudstjenesten. Begge er hovedtemaer i hans arbejde med at udvikle både den folkelige og den elitære sangkultur i Danmark.

I 2011 tog Mads Bille sammen med erhvervsmanden Christian Alstrup initiativ til etablering af 10 Sangkraftcentre i Danmark. Sangkraftcentrene fungerer som en ny søjle i dansk kulturliv med fokus på udviklingen af skolesangen, den folkelige sang og på fødekæden til de sangfaglige uddannelser.

Året efter blev Sangens Hus etableret, hvor Mads Bille nu er kunstnerisk leder. Sangens Hus er et nationalt opdrag, som, med økonomisk støtte fra Kulturministeriet og en række store fonde, står for udviklingen af alle slags sang i Danmark. Sangens Hus er i gang med at etablere sangbørnehaver i hele landet, med opkvalificering af musiklærere i folkeskolen og en lang række andre nationale sangprojekter.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste