Hæder og musik: Knap 60 vil modtage idrætspris

Mandag uddeler Hjørring Kommune skulderklap i forskellige kategorier i idrættens verden - i år foregår det på teatret, og der er også musikalsk underholdning

24. april 2019 kl. 08.46

HJØRRING: Mandag 29. april afsløres modtagerne af Idrætsprisen for 2018, Prisen for særligt bemærkelsesværdige idrætspræstationer 2018, Foreningslederprisen 2018 og Unglederprisen.

Formand for Fritids- og Folkeoplysningsudvalget Børge Bech siger:

- Jeg ser hvert år frem til at hædre kommunens idrætsudøvere og foreningsledere. Vi sætter fra kommunens side stor pris på det kæmpe arbejde, der udføres på frivillig basis i foreningerne og de idrætspræstationer, som de nominerede knokler for i det daglige og som er med til at gøre Hjørring Kommune kendt ud over kommunegrænsen.

Kandidaterne er udvalgt blandt indstillinger fra foreningerne og knap 60 personer vil modtage Hjørring Kommunes Idrætspris. For at modtage idrætsprisen skal udøvere f.eks. have vundet officielle dansk el. jysk mesterskab eller sat officiel danmarksrekord. I år uddeles der også en pris til en 25 års jubilar. Vedkommende har modtaget Idrætsprisen hvert år i 25 år.

Men der uddeles også andre skuldeklap.

- I år har vi fra foreningerne modtaget 13 indstillinger til ”Foreningslederprisen”. Prisen gives til en leder, der har ydet en særlig indsats i foreningslivet, så det har været en svært blot at finde de tre nominerede. Alle, der yder en indsats i kommunens foreningsliv fortjener jo en påskønnelse” fortsætter Børge Bech. Det afsløres først ved prisuddelingen, hvem der får foreningslederprisen.

Unglederprisen uddeles i samarbejde med DGI og Spar Nord Fonden. Uddelingen foretages af formand for DGI Nordjylland Palle Fogh.

Diplom og pokal gives som et bevis på, at Hjørring Kommune sætter stor pris på det kæmpe arbejde, der lægges i den frivillige sektor for at gøre Hjørring Kommune kendt ud over kommunegrænsen.

Efter sidste års tilløbsstykke til Idrætsprisuddelingen er rammen for afviklingen i år på opfordring henlagt til Musiksalen på Vendsyssel Teater. Alle deltagerne får en hilsen med fra Borgmester Arne Boelt og formand for Folkeoplysningsudvalget Børge Bech.

Aftenenes underholdning er lagt i hænderne på sing/songwriter Christine Aggerholm, der stammer fra Brønderslev. Christine er et af de nordjyske talenter på musikområdet, og hun har deltaget på det nordjyske musikkarriereforløb Lydkanten, som er et samarbejde mellem de nordjyske kommuner.

Alle er velkommen til prisuddelingen, der foregår kl. 19 på Vendsyssel Teater i Hjørring.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste