Gymnaster på spring i Tårs

300 børn og voksne viste deres færdigheder - blandt andet var et nyt AllStar-hold på gulvet

25. marts 2019 kl. 15.25

HJØRRING: Taarshallen var søndag fyldt med glade, toptrimmede gymnaster og et veloplagt publikum til den årlige gymnastikopvisning i T.U.I.

Cirka 300 gymnaster var på gulvet og de viste resultatet af vinterens træning frem for cirka 400 børn og voksne på tilskuerrækkerne.

Gymnasterne var fordelt på ti lokale hold, her iblandt et nyt hold AllStar med for gymnaster fra 40+. De havde to erfarne TUI-trænere - Claus Budolfsen og Karina Borregaard Eriksen samt trænerne ”ude fra” Mette Krogård og Mikael Klode i spidsen.

SHIs landsdelshold gæstede også Tårs, og på holdene er i alt 13 TUI-gymnaster deltagere.

Halgulvet i den nye hal blev i øvrigt færdigt, så gymnasterne kunne varme op i den nye hal i stedet for i mellemgange og det lille mødelokale.

Både før, under og efter opvisningen var et hav af frivillige klar til at hjælpe med at få dagen til at glide. Frivillige havde blandt andet bagt kager, som blev solgt i kaffepausen, og overskuddet går ubeskåret til den nye springgrav, som gymnasterne glæder sig til at tage i brug i sensommeren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste