Billede beskrivelse

Generalforsamling nr. 50 hos SIF’s venner

18. marts 2019 kl. 07.30

SINDAL: Sindal Idrætsforenings Venner afholder ordinær generalforsamling i idrætsforeningens klubhus den 28. marts, en særlig én af slagsen. Den 24. marts 1969 blev der holdt stiftende generalforsamling i Sindal hallen og den første bestyrelse blev valgt, som afløser for en arbejdsgruppe, som havde forberedt foreningens stiftelse.

Formålet med foreningen var, at bestyrelsen og medlemmerne på forskellig måde skulle virke til gavn for sporten inden for Sindal Idrætsforenings rammer. Det har forskellige bestyrelser gennem årene så arbejdet for at opfylde ved afholdelse af arrangementer og ved opkrævning af kontingent hos medlemmerne. ”Sindal Idrætsforenings Venner” eller ”SIFs Venner” har altid haft god medlemstilslutning, hvilket bl.a. er opnået gennem et lavt årligt kontingent. De første års kontingent blev opkrævet med kr. 10,00. Kontingentet er siden steget til kr. 50,00 årligt.

Foreningen har doneret midler af overskuddet eller opsparet overskud til mange forskellige formål, alt efter de ansøgninger om tilskud der er kommet fra SIF. Mange penge er doneret til klubhuset på Østerlund og til deltagerbetaling, når børn/unge tager til cupper rundt om i Danmark eller det nærmeste udland. Hvert år har SIFs Venner stået bag idrætsprisen ”årets SIFér” med donation af gaver.

På generalforsamlingen skal foreningen foretage nyvalg, idet 3 ældre bestyrelsesmedlemmer har ønsket at stoppe med arbejdet. Der håbes derfor på et stort fremmøde, så bestyrelsen kan blive fuldtallig. 2 bestyrelsesmedlemmer er ikke på valg i 2019, så der er bestyrelsesmedlemmer, der er kendt med opgaven. Desuden er der tilsagn om eventuel støtte til opstart fra de afgående bestyrelsesmedlemmer. Den siddende bestyrelse har ikke kunnet træffe aftaler med medlemmer om at indtræde i bestyrelsesarbejdet. Derfor opfordres til fremmøde og villighed til at indtræde i bestyrelsen, så foreningens arbejde kan videreføres.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste