Billede beskrivelse

Gå med i kampen for en hjertestarter til Loop i Hjørring

Søndag 28. april kan man gøre sit til, at hjertestarteren kommer i hus lokalt

20. april 2019 kl. 09.01

HJØRRING: LOOP Fitness Hjørring har taget initiativ til at skaffe en gratis hjertestarter, der skal hænge uden for centret.

Du kan hjælpe dig selv og dine medborgerne med at skabe tryghed i lokalområdet. Du skal blot tage kontakt til personalet i LOOP Hjørring og melde dig som deltager i gruppen, der går for en hjertestarter 28. april.

Der er ikke tale om en traditionel indsamling, når tusindvis af danskere går på gaden i hele landet søndag den 28. april. For Hjerteforeningens dør-til-dør-indsamling handler om dele hjertestartere ud i hele landet – på steder, hvor der mangler en hjertestarter, der kan redde liv, når uheldet er ude og et menneske falder om med hjertestop. Derfor kalder Hjerteforeningen konceptet for Landsuddelingen.

LOOP Fitness står i spidsen for en lokal indsamlingsgruppe, der vil gå for en gratis hjertestarter til LOOP Fitness Hjørring. Gruppen skal bare gå 15 indsamlingsruter, og så kvitterer Hjerteforeningen med en hjertestarter inklusive professionel montering i et varmeskab af en lokal elektriker tilknyttet TS-gruppen.

- Vi mangler stadig nogen, der vil gå en frisk tur på et par timer søndag den 28. april. Så jeg vil være meget taknemmelig, hvis man kontakter mig, så vi kan dække 15 ruter og dermed få uddelt en hjertestarter, siger Tina Bakke Christensen, centerleder.

Om baggrunden for at LOOP Fitness centre over hele landet vælger at bakke op om Hjerteforeningens Landsuddeling siger Marketingansvarlig i LOOP Fitness Lotte Kappel.

- LOOP Fitness’ deltagelse sker som et led i vores vision om at forbedre helt almindelige menneskers sundhed. Vi ved, at mange af de mennesker, som rammes af hjerte-/karsygdomme kan opnå en bedring i deres sygdom og symptomer gennem træning og en sundere livsstil. Det vil vi gerne sætte fokus på gennem det her samarbejde, samtidig med at vi bidrager til at skaffe livreddende hjertestartere til vores centre og deres lokalområder.

Hjertestartere er vigtige, fordi de redder liv, og fordi hvert sekund tæller, når hjertet stopper. Hjertestartere hjælper overlevelsen ved et hjertestop. Sandsynligheden for at overleve et hjertestop kan være op til 50-70 procent, hvis der bliver stødt med en hjertestarter inden for 3-5 minutter efter hjertestoppet.

- Vi ved, at hjertestartere sammen med hjertemassage gør forskellen på liv og død. Og vi ved, at hjertestartere skal være placeret tæt på det sted, hvor hjertestoppet sker, for at hjertestarteren bliver hentet og har effekt. Derfor går alle de indsamlede kroner fra Landsuddelingen ubeskåret til hjertestartere på de steder, som danskerne selv har valgt, siger Hjerteforeningens adm. direktør Anne Kaltoft.

Du kan tage kontakt til LOOP Fitness Hjørring, hvis du vil være med til at skaffe en hjertestarter eller tilmelde dig via et link på LOOP Hjørrings Facebook side. Hjerteforeningen garanterer, at hvis en gruppe går 15 indsamlingsruter, får man en hjertestarter – også selv om man måske ikke får samlet det ind, som hjertestarteren koster med varmeskab og korrekt opsætning af en autoriseret elektriker.

Hvis en gruppe samler særligt mange penge ind, går det ”overskydende” beløb til at sætte andre hjertestartere op.

Hver en krone, der samles ind ved dør-til-dør-indsamlingen den 28. april, går ubeskåret til opsætning af de hjertestartere, som du og andre har ønsket.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste