Seneste nyt

Fuldt hus til Solgårdens Søndagscafe

26. januar 2018 kl. 08.46

Da Louise Willemoes Poulsen sidste år til Solgårdens Søndagscafe fortalte om hendes spændende rejse fra Sankt Petersborg til Moskva sammen med sin mor Ulla, blev det et tilløbsstykke uden lige. Det sammen gjorde sig gældende i søndags, da foreningen Solgården havde inviteret Louise Poulsen til at holde foredrag om "Estland og de mange slags Estere".

Louise fortalte levende og engageret om sit ophold i Estland, hvor hun arbejdede på det Danske Kulturinstitut i Tallinn og senere underviste i engelsk på et russisk gymnasium i Tallinn. Sammenlagt har Louise opholdt sig og arbejdet i Estland med kultur, undervisning og som rejseleder i mere end 2 år, og med en uddannelse som cand.mag. i historie og russisk har Louise Poulsen et meget detaljeret kendskab til landet.

Foredraget blev suppleret med billeder fra hendes hverdag blandt estere og den russiske befolkningsgruppe, som alene i Tallinn udgør omkring 120.000 personer. Estland er et land, der kun i få perioder har været en selvstændig republik. Op gennem historien har landet været besat skiftevis af Tyskland og Rusland, og det har sat sit præg på hverdagen og landets historie. Det er først nu, at Estland rigtigt er begyndt at føle sig som en anerkendt selvstændig nation, med medlemskab af både EU og NATO.

Under kaffen var der lejlighed til at stille spørgsmål til Louise, og da foredraget var så inspirerende, var der mange, der havde lyst til at få flere ting belyst, og det afstedkom mange spørgsmål.

Allerede nu har formanden for Solgårdens bestyrelse Ragna Eriksen aftalt, at Louise Poulsen kommer igen i januar måned 2019, og fortæller om Litauen, der har mindst lige så spændende en historie som Estland.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste