Fuldt hus hos Røde Kors

02. maj 2017 kl. 14.30
Opdateret kl. 21.49

Køen foran den nye genbrugsbutik i Østergade havde vokset sig stor, da Røde Kors åbnede dørene præcis klokken 12.

Uden for blev udstillingsvinduerne studeret, og gæsterne kunne i ventetiden nyde musik, sol og udsigten til et flot pyntet Krumme-tog.

Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, klippede den røde snor og erklære butikken for åben. Og han takkede forinden både kunder og frivillige.

- Tillykke til jer alle i Hjørring med en fantastisk flot genbrugsbutik, hvor I kommer til at gøre nogle rigtig gode fund til billige penge. Samtidig støtter I Røde Kors’ hjælpearbejde for mennesker i nød - både i Danmark og i udlandet, sagde Anders Ladekarl.

Røde Kors har 240 genbrugsbutikker, og de bliver alle drevet af frivillige.

- 9000 frivillige gør det muligt for Røde Kors at tjene rigtig mange penge på genbrug - 63 mio. kroner tjente Røde Kors på genbrugsbutikker i 2016. Og genbrug er med til at gøre det muligt for Røde Kors at gøre en forskel med familienetværk, besøgstjenester og andre aktiviteter her i Hjørring. Og pengene gør det muligt at rykke ud, når katastrofen rammer ude i verden.

Så snart generalsekretæren havde klippet snoren, gik de mange kunder i gang med at afsøge hylder og stativer for gode fund.

Den lokale Røde Kors-afdeling råder med den nye butik i midtbyen over 775 kvadratmeter i stedet for de cirka 150 kvadratmeter i de tidligere lokaler i Skolegade.

Det betyder, at butikken som noget nyt begynder at sælge genbrugs-møbler.

Lokalformand Erna Engedal Pedersen var overvældet over og glad for den store søgning til åbningsfesten.

Og alle sejl var sat til for at gøre dagen festlig.

- Vi har lavet en konkurrence, hvor folk kan gætte på omsætningen på den første åbningsdag. Gættene går op til 20.000 kroner - og vi kender først resultatet, når vi gør kassen op i aften, smilede formanden.

Røde Kors har valgt at melde sig ind i Hjørring Handel.

- Vi vil gerne være en del af byens handel - vi skal ikke stå uden for. Det er ret væsentligt for os, fastslog Erna Engedal Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste