Seneste nyt

Fuld fart frem med Hjørring-teamet

Vi Ruller, Hjørring fik medaljer med hjem fra stævne i Næstved

25. januar 2020 kl. 08.43

HJØRRING: Vi Ruller, Hjørring satte deltagerrekord med hele 12 repræsentanter, da den nordjyske rulleklub for fjerde gang deltog i det traditionsrige indendørsstævne i Næstved.

Syv børn og fem voksne havde taget den lange tur tværs gennem landet for at deltage i det over 20 år gamle stævne i Arena Næstved. Her skulle de deltage i fem forskellige løb, som over dagen regnes sammen og giver en samlet placering.

Og det er med at holde sig klar og fokuseret til alle løb på dagen, når der både skal køres blandt andet Sprint på 500 meter, Udskillelsesløb på 3000 meter og Stafet på 3000 meter.

Alle kørte nogle flotte løb; lige fra klubbens yngste deltager, Lukas Undall-Behrend (10), til ældste mand, Ole Blaabjerg (69), som var alderspræsident på dagen.

Det blev dog klubbens yngste repræsentant, Lukas, som løb med klubbens bedste placering; en 1. plads i Børn Gruppe 3. Denne placering giver tilmed Lukas en deltagelse som ”bobler” ved den næste Talenttrups-træning, som bliver holdt i Hjørring i uge syv. Her mødes nogle hårdtarbejdende og talentfulde unge inlineskaters fra hele landet til udfordrende og spændende træning, der kan gøre dem alle endnu bedre.

Herudover kan af flotte resultater nævnes en 3. plads i Elite Kadet Gruppe 2, der gik til Thue Nørgaard samt en 3. plads i Sport Voksen Gruppe 2, der gik til Mads Undall-Behrend.

Desuden blev det til en 2. og 3. plads i Stafet Kadet fra 13 år og ned samt en 2. og 3. plads i Stafet Sport Voksen.

Det var en meget stolt og tilfreds formand og træner for Vi Ruller, Hjørring, Jesper Vinther, der ved dagens afslutning kunne konstatere, at det havde været et super stævne for Vi Ruller, Hjørrings deltagere.

Vi Ruller, Hjørring spænder næste gang skøjterne, når der d. 29. februar 2020 afholdes DM i indendørs speedskating, ligeledes i Arena Næstved. Indtil da er der træning for alle aldre og niveauer hver onsdag i Fiberhallen i Park Vendia-Hallen i Hjørring.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste