Flest indbrud i Hjørring Kommune i 2019
Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik blev der anmeldt 26 procent flere indbrud i Hjørring i 2019 end året forinden
HJØRRING: Hjørring har som den eneste kommune i Region Nordjylland oplevet stigende antal indbrud i 2019. Mens indbrudstallet i resten Region Nordjylland er faldende, og regionen har det laveste antal indbrud af regionerne, skiller Hjørring Kommune sig dermed ud. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik blev der anmeldt 26 procent flere indbrud i Hjørring i 2019 end året forinden.
Flere borgere i Hjørring kom i 2019 hjem til indbrudsramte boliger end i 2018. Mens der i resten af regionen bliver begået langt færre indbrud end i resten af landet, forholder det sig noget anderledes i Hjørring Kommune, der er regionens højdespringer med flest indbrud målt per husstand.
Ifølge nye tal, som Danmarks Statistik netop har udgivet, blev der i 2019 anmeldt 321 indbrud i Hjørring svarende til 10,4 indbrud per 1.000 husstande. Til sammenligning blev der anmeldt 1.727 indbrud i Region Nordjylland i hele 2019 svarende til 6,0 indbrud per 1.000 husstande. Målt per husstand ligger Hjørring dermed en del over resten af regionen.
- Region Nordjylland har jo i høj grad været skånet for indbrud i 2019, og det er absolut noget, vi kan glæde os over. Samtidig er 1.727 indbrud også mange familier, som har oplevet, at fremmede har været inde og tage ting i deres hjem. Det er en ubehagelig oplevelse, og vi kan håbe, at det fortsætter med at falde i antallet af indbrud. Det kan være en fin anledning til at gennemse sit eget hus og sørge for, at det er sikret godt mod indbrud, siger Rasmus Busk, adm. direktør i Verisure.
I hele Danmark blev der i 2019 anmeldt 24.553 indbrud i private hjem. Det er 14,6 procent færre indbrud end året forinden, hvor der blev der anmeldt 28.765 indbrud. En stor del af indbruddene blev begået i Region Hovedstaden, hvor det udover Dragør Kommune særligt var forstæderne nord for København Rudersdal, Hørsholm og Gentofte, der blev hårdest ramt. Her er antallet af indbrud per husstand også langt højere end i resten af landet.
- Selvom udviklingen går i den rigtige retning, er indbrudstallet i Danmark stadig meget højt. Al erfaring viser dog, at antallet af indbrud kan nedbringes, hvis vi bliver mere opmærksomme på at sikre vores hjem. Blandt andet har sikrede og modstandsdygtige vinduer, døre og låse, samt en alarm stor virkning på, om der bliver begået indbrud, siger Rasmus Busk.
Her er tallene
Kommuner med flest indbrud per husstand i Region Nordjylland i 2019:
Hjørring: 10,4
Brønderslev: 7,2
Frederikshavn: 6,7
Jammerbugt: 6,4
Vesthimmerlands: 5,9
Indbrud per 1.000 husstande på tværs af hele landet og regionerne i 2019:
Hele landet: 9,1
Region Hovedstaden: 10,1
Region Sjælland: 10,0
Region Syddanmark: 9,6
Region Midtjylland: 7,8
Region Nordjylland: 6,1