Fællesskab og sammenhold er en del af lønnen til Dana Cup

Frivillige i stort tal knokler i varmen for at sikre, at trafikken glider, maverne bliver fyldte og det store Dana Cup-hjul snurrer

23. juli 2019 kl. 16.52

HJØRRING: Parkeringsvagter, dommere, bakkevaskere, kontrollører, skraldemænd og mad-snedkere. De er overalt. Og mange af dem er der år efter år. Og de ser ud til at stortrives med opgaverne. De mange, mange frivillige knokler i varmen for at sikre, at det store Dana Cup-maskineri er velsmurt og spinder derudad til glæde for det mange tusinder spillere, trænere og deres familier.

Og uden dem, intet Dana Cup.

- De frivillige holder det her kørende. De er altafgørende for Dana Cup - og det bliver ikke lettere at finde frivillige for foreningerne, lyder det fra Jette Andersen, der er direktør for Dana Cup.

- Vi skal virkelig værne om de frivillige. De gør et stort stykke arbejde til gavn for mange unge mennesker. Og det er vigtigt, vi har et godt samarbejde med klubberne og de frivillige. For os er det vigtigt at deltagerne har det godt. De frivillige er vores forlængede arm, tilføjer Jette Andersen.

Hele familien med

Denne varme tirsdag er hun en tur i køkkengården, hvor der er gang i de helt store gryder. Der står vegetarisk bolognese på menuen. Køkkengården er stedet, hvor aftenmaden bliver tilberedt og smagt til af rutinerede smagsløg, inden den skal mætte de mange deltageres maver.

Det er varmt - meget varmt. Og jo tættere man kommer på de gigantiske komfurer, jo varmere bliver det.

- Vi hyrer nogle hold til at klare nogle opgaver. Vi har 15 klubber til at hjælpe - primært i køkkenområdet, fortæller Hanne Brusgaard, der står for at koordinere, hvilke opgaver spillere, trænere og forældre skal udføre til årets Dana Cup.

Fortuna holder hjælperfest og børnefest for de frivillige hjælpere som tak for indsatsen.

- Vi har lavet det til et familieprojekt. Når børnene skal spille bold har forældrene ”fri” - det planlægger vi vagterne efter. Og så vil vi gerne have, at de tager på vagt sammen med børnene og tager søskende og bedsteforældre med, forklarer Hanne Brusgaard.

Gryderne i kog

Ved en af de store gryder har Peter Møller fra Tolne en plads - og det har han haft i 22 år.

- Da jeg var lille og spillede i Frem, begyndte jeg med at tørre bakker af. Jeg har prøvet mange opgaver - også at være skraldemand. Da jeg var 16 år kom jeg i køkkenet, og der har jeg været lige siden, siger Peter Møller, der til daglige er køkkenchef på Colour Hotel.

At han bruger tid ulønnet i køkkengården, har han følgende forklaring på:

- Sammenholdet. Mange af os ser jo kun hinanden den ene gang om året - og vi falder ind i fællesskabet med det samme igen. For mig er det her afslappende, smiler han.

Martin Østergaard er kogemester på aftenholdet, og han tager gerne en uge i køkkenet.

- Dana Cup kan man ikke undvære - det er jo lige som juleaften og påske. Vi er jo et hold, der kender hinanden på kryds og tværs - vi bor her og hygger os, siger Martin Østergaard, der glædede sig over sol og varme til Dana Cup 2019.

- Det er godt for humøret og stemningen.

Ikke til at undvære

I døren til en af hallerne står Marianne Petersen og Nels Jensen. Nels har været med alle år som frivillig hjælper - en årrække som buschauffør.

- De sikrer, at kun hjælperne og dommere får adgang til hallen.

Marianne Petersen har spillet fodbold i Fortuna, og hun nyder at være med i det frivillige hjælperkorps.

- Det er hyggeligt, smiler hun.

Og 77-årige Nels Jensen hygger sig også med opgaven.

- Jeg var frivillige og senere kørte jeg Fortunas bus. Men i 2017 blev jeg invalid - jeg mistede mit kørekort på grund af problemer med balance-nerven.

Men Nels fortsætter som frivillige til Dana Cup.

- Pigerne kan da ikke undvære mig, smiler han lunt og lader forstå, at han heller ikke kan undvære Dana Cup.

Cyklende patrulje

Ved Idræts Alle er Steffan Smith fra Ungdomsforeningen Nemizis på vagt. Han sikrer, at kun bilister med et ærinde fik adgang til centerområdet - og så hjælper han også gerne gæster til fods med informationer og med at finde rundt i området. Han får for en stund selskab af to kammerater for foreningen - Christoffer Nielsen og Daniel Bekby. De er en del af security-teamet og patruljerer på cykel i området.

- Jeg står for alt med skiltning, afspærringer og terrorklodser - alt med vej og sikkerhed, siger Daniel.

Og han holder ferie i uge 29 og 30 for at være frivillig til Dana Cup.

- Jeg bruger hele min ferie på Dana Cup - det har jeg gjort i ti år. Jeg gør det på grund af sammenholdet - og så gør vi en forskel for Dana Cup, konstaterer Daniel, der har investeret i en splinterny cykel til årets cup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste