Få et smugkig i fremtidens Vendelbohus: Væk med de kødfarvede vægge
Bestyrelsen for Vendelbohus har store planer for byens samlingshus
HJØRRING: De slidte, røde gulvtæpper på Vendelbohus skal udskiftes, de kødfarvede vægge skal males blå og hvide, baren skal opdateres, og huset skal energioptimeres.
Sådan lyder planerne fra bestyrelsen for den selvejende institution Vendelbohus.
Og allerede nu er der godt gang i flere af projekterne. Blandt andet er de gamle, energislugende lamper i den lille sal udskiftet med økonomisk hjælp fra ENV Fonden - og det arbejde fortsætter til resten af huset.
- Vi gør rigtig meget ud af energioptimering af huset. Erfaringerne viser, at strøm og varme har været en kæmpeudgift for huset, fortæller Jimmy Møller fra bestyrelsen.
Bevare - og udvikle
- Vores plan er at bevare huset - men også at videreudvikle det, siger Jimmy Møller og understreger, at husets gode atmosfære og husets gode ånd skal bevares. Han tilføjer, at der i renoveringen er indtænkt genbrug af det eksisterende inventar.
- Det bliver et rigtig fedt set-up, forudser han.
- Vi vil gerne bevare huset og videreudvikle det - samtidig med, at vi har fokus på at drive det og tilbyde gode arrangementer.
Planen er, at den blå farve fra den store sal skal gå igen i huset og spille sammen med vandskurede, hvide vægge, fortæller Jimmy Møller og fremviser en række visualiseringer, der er udført af en arkitektstuderende.
Bestyrelsen har overvejet at fjerne de gamle tæpper fra gulvene, så det smukke, gamle sildebensparket igen kommer til syne.
- Der kommer nye, slidstærke tæpper på de andre gulve - både i salen, i foyeren og i garderoben i husets kælder.
Medborgerhuset ...
Udgifterne til fysiske forbedringer løber samlet op på den gode side af en million kroner, og bestyrelsen er godt i gang med at søge sponsorer og fondsmidler til huset.
- Vi tænker selvfølgelig økonomi ind i ønskerne og overvejer, hvad der er realistisk at lave, understreger Jimmy Møller.
Bestyrelsen håber, at gennemføre nogle af de mest omfattende projekter i den stille periode - nemlig i januar.
- Vi har hentet tilbud hjem, og vi er i gang at planlægge forløbet i samarbejde med de forskellige håndværkere.
- Vendelbohus skal udvikle sig til et medborgerhus. Det skal være folkeeje. Og de frivillige er og bliver vigtige aktører i huset. Heldigvis er der allerede mange frivillige tilknyttet huset. De står klar til hjælpe, og det skal også til, hvis vi skal lykkes med at drive Vendelbohus i fremtiden.
Christian Rosenkilde og Lars Hasselby er ansat til at stå for den daglige drift af huset.
Fede oplevelser forude
SparEvent, Hjørring Teater, Musikforeningen I Morgen er det jul, mor samt Tikko og andre store arrangører er med til at fylde huset med koncerter, teaterforestillinger, foredrag, shows og events. Og Vendelbohus byder også selv ind med arrangementer.
- Vi vil gerne nå nye målgrupper, fortæller Jimmy Møller og tilføjer, at bestyrelsen er godt i gang med at planlægges både events og koncerter. De første musik-navne er på plakaten her i efteråret med Schneidermann & Ramhede - kendt fra Magtens Korridorer - 6. november samt verdensnavnet Walter Trout & Blindstone 20. november.
Og ideerne er mange.
- Nu ved vi ikke, hvad corona tillader. Men vi kunne for eksempel tænkte os at lave en bootcamp for guitarister fra hele landet sammen med Musikhuset og andre lokale aktører.
- Vi kan lave nogle fede oplevelser her i huset - både i coronatiden, men også efter. Vi kan sagtens konkurrere med andre spillesteder, siger Jimmy Møller.
- Og kunstnerne er vilde med Vendelbohus som spillested.