En stor stak navlestrengshuer i Løkken venter på de nyfødte
Når Hjørring Soroptimistklub kan overrække navlestrengshuer til alle nyfødte på fødegangen på Sygehus Vendsyssel, så skyldes det blandt mange andre 91 årige Grethe Lund Hansen fra Løkken.
Hun strikker huer på stribe, og lige nu har hun 31 små stribede huer på lager, og hun ved ikke, hvornår de kan blive afleveret på grund af coronakrisen.
- Jeg plejer at komme på Ældrecenter Havgården til aktivitetseftermiddag hver tirsdag. Der vi hygger os blandt andet med forskelligt håndarbejde.
- Og så kommer der en fra Soroptimistklubben og samler huerne og afleverer dem til fødeafdelingen på Hjørring Sygehus, fortæller Grethe Lund Hansen.
Under coronakrisen er der lukket for aktivitetseftermiddage, og Grethe Lund Hansen må sidde alene hjemme.
- Så er det jo godt, at tiden kan gå med at strikke huerne herhjemme og ude i min dejlige havekrog, når vejret er til det, siger hun, mens hun lægger alle de skønne farvestrålende små huer op på havebordet.
Sammen med huerne ligger også en nålepude og et par gavepakkede grydelapper i meget fint lavet patchwork.
- Dem laver jeg ind i mellem. Jeg har altid været glad for at lave håndarbejde, og dem bruger jeg som værtindegaver, siger hun.
Grethe Lund Hansens hjem ligger tæt ved Løkken skole og i havebedet ved siden af bordet ligger et par molbomuslingeskaller malet i fine farver.
- Jeg nyder at følge livet i skolegården, så det er dejligt, at børnene er kommet i skole igen. Nu har hele nabolaget fået fint malede skaller og sten af skolebørnene.
- Som tak for muslingeskallerne samlede vi klassen her i gården til en is. Det var en dejlig dag, slutter Grethe Lund Hansen med glæde i stemmen, og tager fat på strikketøjet igen.