GW781m bliver af og til spottet i naturen. Foto: Henrik Pedersen
Livet her

Efter mistanke om ulvedrab: Sådan går det den nordjyske ulv

Ulven med det mundrette navn GW781m kom til Nordjylland i 2017

09. januar 2021 kl. 06:51

NORDJYLLAND: På landsplan er ti ulve forsvundet siden 2012, og det får flere til at overveje, om der kan være unaturlige årsager til, at ulvene forsvinder.

- En ulv, der dør i naturen, vil før eller siden blive fundet. Det ved vi fra Tyskland. At et enkelt kadaver skulle blive overset, er måske ikke underligt, men med så mange ulve, der er formodet døde i Danmark, burde flere af dem være fundet. Dertil kommer, at dødsraten for en rask ulv ligger på ganske få procent om året, og sådan ser den procentsats ikke ud i Danmark, siger professor ved Aarhus Universitet, ulveekspert Peter Sunde, til Kristeligt Dagblad.

Han henviser til en statusrapport, der er lavet i 2020, hvor det fremgår, at en del ulve er forsvundet, uden nogen har kunne dokumentere hvorfor eller hvordan.

Seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening Bo Håkansson, som sidder i Vildtforvaltningsrådets ulvegruppe, der er nedsat som rådgivende instans for miljøministeren, frygter, at ulve bliver "skudt og gravet ned, smidt i gyllebeholdere og halmfyr i al hemmelighed". Sådanne anbefalinger florerer i grupper på Facebook, siger han.

- I forhold til, hvor få ulve vi har, må vi have noget nær verdensrekord i, hvor mange der forsvinder, uden at vi kan give en forklaring. Så jeg er da dybt bekymret for, om der foregår en koordineret bekæmpelse af ulve herhjemme, siger han til Kristeligt Dagblad.

Den nordjyske ulv GW781m er også på listen, men den er ikke forsvundet. Den formodes stadig at leve i bedste velgående i Vendsyssel, hvor den har været siden 2017.

Det gør den til den ulv, der er immigreret fra Tyskland, som har været længst tid i Danmark.

- Vi er meget sikre på, at den stadig er her, sagde Kent Olsen, forskningschef hos Naturhistorisk Museum i Aarhus til NORDJYSKE i oktober.

Hanulven GW781m har sit jagtområde i det nordlige Vendsyssel, hvor den lever af hjortevildt.

Ulven er den eneste i Nordjylland, så selv om den trives, er der ikke udsigt til, at ulveflokken bliver større lige foreløbig.

En familie fik sig noget af en overraskelse, da de tilbage i maj måned, pludselig fik besøg af GW781m.

Du kan se den enestående video fra det møde i artiklen herunder.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu