Dronningens Emblem til nu tidligere Løkken-formand

21. august 2020 kl. 08.00

LØKKEN: Tidligere formand for Dansk Røde Kors Løkken-Vrå Karen Esther Andersen, Løkken har modtaget Dronningens Emblem for mange års frivilligt arbejde i organisationen.

Emblemet gives én gang om året på Dronningens fødselsdag til frivillige, der har udført et langvarigt og betydningsfuldt arbejde inden for Røde Kors-afdelingen.

Emblemet skulle have været overrakt på Dronningens fødselsdag, men det blev forhindret af cororna-restriktionerne.

Det forsømte er nu blevet indhentet ved en sammenkomst i Løkken Sognegård, hvor modtagerens nærmeste familie samt de frivillige i Røde Kors var indbudt.

Bestyrelsens næstformand Trine Hollensen overrakte emblemet og et diplom sammen med en buket blomster, mens hun fortalte om den ansøgning som bestyrelsen havde sendt til Dronningen. Det blev indledt med en forklaring af hvad en ildsjæl er.

- Den Danske Ordbog: en ildsjæl = en person der udviser brændende entusiasme eller stor begejstring

Karen Esther er indbegrebet af en ildsjæl. Hun har været medlem af Røde Kors siden 1993 og har været i bestyrelsen i alle årene. Hun blev i 2000 valgt til næstformand og bestred denne post indtil hun blev valgt til formand i 2014.

Karen Esther har i alle årene gjort et stort stykke arbejde for at støtte op om igangværende aktiviteter, men også skabe nye aktiviteter. Hun har i mange år stået i spidsen for den årlige landsindsamling i oktober og har i den forbindelse sat Løkken/Vrå på landkortet med rigtig mange indsamlere, og dermed også et stort indsamlet beløb.

Næstformanden fortalte blandt andet også om de mange aktiviteter, som denne ildsjæl har sat i værk, og hun sagde videre: - Karen Esther er en stor inspirator for de mange frivillige med sin utrættelige energi. Hun holder de frivillige op på, at ”det er frivilligt at være frivillig, men det er ikke frivilligt hvordan man er frivillig” - der skal arbejdes og gøres en indsats for at hjælpe, hvor der er behov.

Hun er grundig og vedholdende i sit arbejde, og som medlem af bestyrelsen under Karen Esther er det ikke sjældent at der lander mails i indbakken på de mærkeligste tidspunkter af døgnet.

- Samtidig gør Karen Esther en stor indsats for, at de frivillige skal føle at deres indsats påskønnes. Der arrangeres foredrag, teaterture og udflugter – og alle aktiviteter er planlagt og koordineret i mindste detalje.

- Karen Ester har sat sit meget positive aftryk hos alle, hun har været i berøring med i Røde Kors regi – både lokalt, regionalt og på landsplan.

I en takketale talte Karen Esther Andersen om de mange givende oplevelser der følger med det at arbejde for Røde Kors.

- Og ikke mindst mødet og samværet med de mange frivillige. Det er som et få en ny helt ny familie, sagde hun blandt andet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste