HJØRRING: Fredag eftermiddag tager Vendsyssel Teater hul på den nye sæson med åbent hus for alle. Et program fyldt med smagsprøver på både de kommende forestillinger, nye ideer og lidt lunt fra teatercafeen er opskriften på et par timer i Vendsyssel Teater.
- Vi har i en årrække inviteret vores trofaste publikum og andre med lyst til at besøge teatret til at få et indtryk af, hvad vi byder på de kommende måneder. På fredag inviterer vi indenfor i musiksalen, hvor man kan få en fornemmelse af alt fra "Det tabte land" til Aprilfestivalen, forklarer direktør Lars Sennels.
Teatrets dramaturg Anne Middelboe Christensen tager publikum med på en tur gennem den kommende sæson. Hun vil blandt andet tale med instruktør Ina-Miriam Rosenbaum om arbejdet med forestillingen "Det tabte land" om maleren Poul Anker Bech. Der bliver også mulighed for at høre lidt fra forestillingen, hvor skuespillerne netop er begyndt på prøverne.
Senere er der også besøg af nogle af skuespillerne fra årets juleforestilling "Turisterne", og hvem ved - måske en julesang. Der bliver naturligvis også sat fokus på de øvrige store egenproduktioner, både "Et dukkehjem" i Kaspar Rostrups iscenesættelse og "De syv slags dråber" - en monolog med Hanne Laursen, som hun selv fortæller mere om.
Man kan også blive klogere på Vendsyssel Teaters og Nordsøen Oceanariums jubilæumsgave til Hirtshals - børnedukkeforestillingen "Havfruen fra Hirtshals".
Undervejs dukker også en af teatrets hovedsponsorer op, og der bliver sang med Kjeld Silberbauer.
- Det skal være en eftermiddag med godt humør og hyggeligt samvær. Vi er hele Vendsyssels teater, og det vil vi gerne vise på en times tid fredag eftermiddag. Det er måske lidt ambitiøst, men det skal nok lykkes, siger Lars Sennels.
Ud over teater og musik er Vendsyssel Teater også mad og drikke, og derfor bliver publikum også budt på et glas og en smagsprøve fra teatercaféen "Hos Uffe".
Dørene åbnes kl. 16 - og så er der ellers sæsonpræsentation kl. 16.30 - 18.
Den kommende sæsons første forestilling er gæstespillet "Flygt" fra Det flydende teater den 6. september, og den første store egenproduktion nogensinde på Vendsyssel Teater, "Det tabte land", har premiere den 19. september.
Drømmespil, dukkehjem og havfrue
Vendsyssel Teater åbner fredag sæsonen og huset for alle
15. august 2018 kl. 07.32