Skolerne må tænke kreativt - og digitalt - i disse tider.
Livet her

Digital brobygning: Hvilken ungdomsuddannelse er den rigtige for mig?

22. november 2020 kl. 06:45

HJØRRING: Hvilken ungdomsuddannelse er den rigtige for mig? Det vigtige spørgsmål stiller rigtig mange af landets 9. klasses-elever sig selv lige nu med under fire måneder til ansøgningsfristens udløb. På denne tid af året plejer ungdomsuddannelserne derfor at vrimle med 9. klasses-elever, som er på brobygning for at danne sig et overblik over deres forskellige uddannelsesmuligheder. Som med så mange andre ting ser tingene dog lidt anderledes ud i år, idet man fra Undervisningsministeriets side har set sig nødsaget til at aflyse årets brobygning på landsplan på grund af COVID-19-situationen.

På Hjørring Private Realskole går der til daglig over 100 elever på 9. årgang, og på skolen har man stor forståelse for, at alle de elever ikke kunne blive sendt rundt mellem kommunens ungdomsuddannelser pga. den smittefare, som det indebærer. Med de yderligere restriktioner i Hjørring Kommune var enhver løsning med elevbesøg ude på de enkelte skoler selv med meget skærpede retningslinjer fuldstændig ude af billedet. Ifølge viceskoleleder Henrik Frand-Madsen havde man dog ikke i sinde at lade den i forvejen kedelige situation gå yderligere ud over eleverne, så da eleverne ikke kunne komme til brobygning, måtte brobygningen i stedet komme til eleverne:

- Vi var bekymret over, at en hel årgang mistede muligheden for at træffe det mest kvalificerede valg om fremtiden, og vi følte os derfor nødsaget til at gentænkte konceptet, så vi stadig kunne tilbyde skolens elever og forældre det bedst mulige beslutningsgrundlag forud for det vigtige valg – selvfølgelig under behørig hensyntagen til alle retningslinjer, fortæller viceskolelederen og forklarer videre:

- Brobygningen er traditionelt set en totrinsraket her på HPR, hvor vi ud over elevernes brobygning ude på de enkelte ungdomsuddannelser også har en vejlederaften her på skolen, hvor elever og forældre i fællesskab bliver introduceret for de forskellige uddannelsesmuligheder, forklarer Henrik Frand-Madsen og fortsætter:

- Opbygningen med, at forældrene er med på sidelinjen i den ene del, mens eleverne har mulighed for at danne sig deres egne indtryk i den andel del, holdt vi fast i, men selve gennemførelsen så noget anderledes ud i år, siger han.

Forårets nedlukning gav skolen en masse erfaringer med virtuel formidling, og dem valgte man at trække på, da det kom til vejlederaftenen, der foregik som en livestreaming på Facebook i stedet for et fysisk arrangement mandag den 9. november.

- Her kunne forældre og elever så følge med hjemmefra, da repræsentanter fra EUC Nord, Hjørring Gymnasium og HF samt vores eget 10. klasses-tilbud, TA’ 10. MED PÅ HPR, fortalte om livet og indholdet på de respektive uddannelser, fortæller Henrik Frand-Madsen.

Anden del af totrinsraketten foregik ved, at alle skolens 9. klasser fik vejledninger af ungdomsuddannelsernes studievejledere i eget klasselokale. Her var der bl.a. mulighed for eleverne for få svar hos studievejlederne, skulle der været opstået spørgsmål i løbet af præsentationerne i livestreamingen.

- Det var selvfølgelig ikke helt det samme som de traditionelle forløb med hele dage med undervisning ude på ungdomsuddannelserne, men jeg er overbevist om, at vi med de her tiltag kom med en rigtig god – og vigtig – erstatning, slutter viceskolelederen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu