Det Grønlandske Hus klar med rådgivning i Hjørring
Det Grønlandske Hus i Aalborg åbnede i oktober et rådgivningskontor i Forsamlingsbygningen, Østergade 9, Hjørring, henvendt til borgere med grønlandsk baggrund i det nordlige Vendsyssel.
Her kan man én gang om måneden få hjælp til afklaring af spørgsmål af social karakter og hjælp i kontakten til forskellige sociale myndigheder.
Fra og med februar 2018 vil der også være mulighed for at få rådgivning og vejledning om uddannelsesmæssige forhold, idet en af husets uddannelsesvejledere vil få en plads på kontoret.
- Helt fra starten har de grønlandske borgere taget godt imod tilbuddet, og de benytter i høj grad tilbuddet til samtidig at mødes med andre med grønlandsk baggrund til hyggeligt samvær, oplyser Birgitte Mathiasen, der er uddannelsesvejleder
- Faktisk synes de, at det er så hyggeligt, at en håndfuld grønlandske kvinder er i fuld gang med at etablere en forening, der har til formål at mødes for at dyrke den grønlandske kultur. Foreningen vil have mødetid samme sted og tid som den åbne rådgivning.
Når en få uddannelsesvejledere får plads på kontoret i Hjørring, er grønlandske unge i landsdelen meget velkomne til rådgivning eller bare få en snak med vejlederen. Tilbuddet er rettet til unge, der enten er i gang med uddannelse eller på vej til uddannelse.
Uddannelsesafdelingens hovedopgave er at vejlede om - og behandle og administrere ansøgninger om uddannelsesstøtte og særydelser fra Grønlands Selvstyre.
- Visionen er at bidrage aktivt til, at alle grønlandske studerende i landsdelen får et godt studieliv - fagligt, socialt og personligt. Dette sker for eksempel via forskellige arrangementer for grønlandske studerende, hjælp til at skabe netværk og samarbejde med vejledere på de forskellige uddannelsesinstitutioner i Nordjylland.
Rådgivningen i Hjørring foregår i Forsamlingsbygningen, lokale: Salen, Østergade 9 i Hjørring på følgende tidspunkter:
Tirsdag d. 23. januar 2018, kl. 10-14
Tirsdag d. 20. februar 2018, kl. 10-14
Tirsdag d. 20. marts 2018, kl. 10-14
Tirsdag d. 17. april 2018, kl. 10-14
Tirsdag d. 22. maj 2018, kl. 10-14
Tirsdag d. 26. juni 2018, kl. 10-14
Det Grønlandske Hus i Aalborg er en selvejende institution og 1 af 4 huse i Danmark. Formålet er blandt andet at udvikle kulturelle og menneskelige kontakter mellem Grønland og Region Nordjylland, vejlede uddannelsessøgende, yde social vejledning til herboende grønlændere og at være kontakt- og samlingssted for grønlændere og grønlandsinteresserede i Region Nordjylland.
Interesserede kan læse meget mere om huset på hjemmesiden: www.dgh-aalborg.dk