Seneste nyt

Det første nytårstaffel på Smedegården

16. januar 2018 kl. 11.21

Ældrecenter Smedegården i Bindslev fejrede sidste torsdag for første gang nytåret med et stort nytårstaffel for beboerne og deres pårørende.

- Da vi lige har fået istandsat den store spisestue og fået nyt køkken samt en nyrenoveret dagligstue, synes vi, at et nytårstaffel var en passende lejlighed til at vise det hele frem, fortæller afdelingsleder Mette Bang.

Og der var virkelig noget at vise frem. Spisestue er blevet malet overalt. Væggene har fået en farve, der passer til Christian Lautrups flotte malerier med motiver fra omegnen. Gulvet er blevet slebet og har fået en smuk overfladebehandling. Skillevæggen til køkkenet er fjernet, og det nye lyse køkken er nu en del af spisesalen.

Festen startede med lækker tapas bestående af dadler med bacon, spinatlakseroulade, vandbakkelse med rejesalat, mini forårsruller, tunmousse rosetter, parmaskinke med melon, kyllingespyd, nachos med ost og salsa, tempurarejer, fyldt champignon, mini pizza, spyd med cherrytomat, mozzarella og frisk basilikum, taco med oksefars og salsa, blandet salat og grissini, saltmandler og bagte rodfrugter. Til dessert var der jordbær dyppet i chokolade, små pandekager med appelsinsirup, små æblekager og chokoladekage med kirsebærmousse. Så der var noget for enhver smag.

Efter middagen bød afdelingsleder Mette Bang velkommen og fortalte om året der gik. Herefter var der beretninger fra generalforsamlingen i Bruger- og Pårørenderådet, og revisionsfirmaet BDO fremlagde tilsynsrapporten for Smedegården.

Klokken syv blev nytårsfesten rigtig skudt i gang med Syngepigerne fra Tårs, der med harmonika akkompagnement af Finn Hedegaard, i festtøj med hatte og serpentiner kom syngende ind i spisesalen og startede nytåret med en lille bordbombe. Herefter sang de sange fra dengang farfar var ung, sange som alle kunne synge og vugge med på. Efter en lille pause med dessert og kaffe, sang syngepigerne fra Tårs en afdeling med sømandssange, inden Mette Bang sluttede aftenen med en stor tak til de populære syngepiger og en tak for den store opbakning til dette første nytårstaffel på Smedegården.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste