De fik inspiration til den store dag
Unge og forældre i stort tal, strømmede lørdag til Kontor & Papir i Hjørring, hvor der var konfirmanddag.
En stribe butikker fra Hjørring var inviteret til at deltage, og hermed kunne gæsterne både få gode ideer til tøj, sko, borddækning, blomster, fotografering og alt det andet, der skal tjek på inden den store dag.
Indehaver Helle Ravn glædede sig over det store ryk-ind.
Kontor & Papir havde som tidligere år dækket smukke festborde til både piger og drenge, og der var blandt andet kreative bud på både bordpynt, servietter, bordkort og invitationer.
- Det er spændende at arrangere dagen, og det er så dejligt, at der kommer så mange. Samtidig kommer folk jo inden for hos os og ser, at vi har meget at byde ind med lige fra mindre papirartikler til møbler.
- Vi arrangerer også konfirmanddag næste år. Det er helt sikkert. Vi vil gerne blive ved med traditionen, for hvert år kommer der jo nye unge mennesker, der skal konfirmeres. Det går ikke af mode, smilede Helle Ravn.
- Vi har i år et samarbejde med PhotoCare, Onside, Kærholm Teltudlejning, Zjoos, Marcus og Mimose Blomster om dagen.
Helle Ravn konstaterede, at der i forhold til borddækning er kommet mange gode tilbud, der matcher drengene.
- De bliver mere og mere hørt og set med forskellige dekorationer - blandt andet med fodbold- og computertema. Pigerne har tit en helt klar ide om, hvordan det skal se ud. Det er nok lidt et pigegen, sagde Helle Ravn.
Mathilde Elefsen skal konfirmeres i Hjørring 5. maj, og hun var til åbent hus med sin mor Mia. Kurven var fyldt med smukke rosa servietter.
- Vi er her for at få inspiration til bordene - det volder størst problemer. Det er lidt en ny verden, smilede Mia.
Familien Elefsen skal fejre Mathilde hjemme, og invitationen er på plads. Den skal bare printes og sendes til gæsterne. Konfirmationskjolen er der også styr på. Og der er bestilt service og borde - og så er der lavet aftale med både kogekone og fotograf.
- Der er rigtig, rigtig meget at planlægge, konstaterede de, inden de fortsatte deres rundtur til messens stande og de dækkede festeborde.