Borgerforeningen arbejder målrettet på at synliggøre Nr. Lyngby

10. marts 2022 kl. 15.45
Opdateret 15. marts 2022 kl. 08.48

Nyt spændende projekt i Nr. Lyngby, nemlig ”Nr. Lyngby og Atlantvolden”, tager form.

I Nr. Lyngby er Borgerforeningen ved at igangsætte et projekt, der skal gøre området endnu mere attraktivt for både lokale, fastboende og turister.

Langs skrænten, syd for nedkørslen til stranden, finder man resterne af den forhenværende tyske radarstation ”Luftwaffenstützpunkt Hyäne”. Her er et, næsten intakt, fundament til en radar af typen ”Würtzburg Riese”.

- På dette fundament vil man bygge en mindre platform, hvorpå der skal placeres en såkaldt udsigtskikkert, fortæller Bjørn Bjørnskov fra Nr. Lyngby Borgerforening.

- Dette vil give de mange mennesker, der dagligt går ture i området, en ny og spændende mulighed. Man kommer til at kunne stå i autentiske omgivelser og få en enestående udsigt over havet og kyststrækningen. Man kan så at sige selv stå og ”lege” radarstation og opleve, hvordan det har været at spejde ud over havet og holde øje med fjendtlige skibe og fly. I dag er det selvfølgelig ganske andre skibe, man kan spejde efter, men det vil give et godt indtryk af de daværende forhold. Det bliver en kikkert, som kan bruges af alle, og der bliver ikke tale om møntindkast. Kikkerten bliver indrettet, så den ikke kan bruges til at betragte de nærtliggende sommerhuse, forklarer han.

Et lille stykke øst for radarfundamentet findes en mandskabsbunker af typen ”Regelbau 622”, en bunker til indkvartering af de tyve soldater, der betjente radaren. Bunkeren er helt dækket af sand og beplantning, og har ikke været åbnet, så længe nogen kan huske. Planen er at fritlægge indgangene til bunkeren og dermed gøre den tilgængelig. Det vil således blive muligt at besigtige bunkeren under de guidede rundvisninger i radarstationen.

Borgerforeningen har gjort et stort arbejde for at søge midler til projektet. Der er nu givet tilsagn om tilskud til en del af projektet, men der magler fortsat en del, så ansøgningsprocessen pågår. Vi satser på, at arbejdet kan færdiggøres hen over sommeren.

- Borgerforeningen arbejder målrettet på at synliggøre Nr. Lyngby, som har meget mere at byde på, end den helt unikke og enestående natur.

- Gennem de senere år er der iværksat en række initiativer, som i høj grad er med til at synliggøre Nr. Lyngby, blandt andet Nr. Lyngby Søerne, Solnedgangspladsen, og bagagerumsmarked. Borgerforeningen er derfor meget glade for, at man i den seneste tid har oplevet en stor medlemstilgang. De mange nye medlemmer er et sikkert tegn på, at der er stor opbakning til foreningens arbejde, slutter Bjørn Bjørnskov.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste