Børnene er tilbage i skolen
Hirtshals Skole har budt velkommen til eleverne fra 0. til 5. klasse
HIRTSHALS: Hirtshals Skole har nu åbnet dørene for de mindste klasser fra 0 til 5.
Tirsdag den 14. april var dagen, hvor der blev taget imod de mindste 0. klasse og 1. klasse, og onsdag den 15. april var det så børnene i 2. og 3. klasserne, der kunne starte. Fredag den 16. april kom turen til 4. og 5 klasserne.
- På Hirtshals skole er vi 50 ansatte, og 450 børn, fortæller skoleleder Mie Bach.
- Og de 50 ansatte, som er rengøring og kantine, pedeller, samt lærerne, har alle haft travlt med forberedelserne til den første skoledag efter påske.
- Der er blevet gjort rent som aldrig før. Der er vasket døre og håndtag, og der er gjort rent i alle hjørner, kan jeg godt love for, siger Mie Bach.
- Og pedellerne har været i gang med at stille bordene op i alle de rum, vi kunne bruge.
Både gymnastiksal og kantine - som ikke må åbne - samt malerum, tegnestuer, formningslokaler og klasseværelser er inddraget til undervisning.
- Alt det er sat i værk for at kunne lave den nødvendige afstand til hinanden. Og det er lykkedes så flot, siger Mie Bach.