Beboerne flytter hjem til nye lejligheder i Sindal
BoVendia gennemfører gennemgribende renoveringsprojekt - nye lejligheder præsenteres ved åbent hus-arrangement
SINDAL: BoVendia startede i november 2018 en gennemgribende renovering af boligerne på Bellisvej og i Danmarksgade i Sindal. Hele projektet forventes at være afsluttet i efteråret 2020. Beboerne har i perioden været genhuset – men nu er de fleste flyttet hjem.
- De første beboere flyttede tilbage på Bellisvej i efteråret og i Danmarksgade 27-31 i december 2019. Enkelte beboere er flyttet til en anden bolig i området, enten fordi de på den måde kunne undgå genhusning, eller fordi de ønskede en bolig med en anden indretning eller beliggenhed, Det er fornøjelse at have sin gang i boligområdet, fortæller Henriette Kaarsbo fra BoVendia, som står for genhusningerne.
- Når jeg møder beboerne, som er flyttet ind i de nye boliger, er de bare så glade og tilfredse.
Det roder stadig en del i boligområdet. Renoveringen er opdelt i fem etaper, så den er kun godt og vel halvvejs. 3. etape, som er de sidste boliger på Bellisvej, står færdig den 1. februar 2020. De 2 etaper, som mangler, er Danmarksgade 25 A og B. De forventes at være indflytningsklar henholdsvis til sommer og til efteråret 2020.
Alle boliger på Bellisvej og stueplans boliger i Danmarksgade 25 A og 25 B bliver tilgængelighedsboliger. Det vil sige med handicapvenlig indretning. Det drejer sig om i alt 22 boliger i forskellig størrelse – lige fra 60 kvadratmeter til 112 kvadratmeter. Boligerne på Bellisvej er ældreboliger. Det betyder, at man for at komme i betragtning, skal visiteres til en ældrebolig af Hjørring Kommune.
For alle interesserede afholdes åbent hus tirsdag den 28. januar kl. 14.00 til 17.00.
Fakta om projektet:
Renoveringsprojektet består af:
- Nye tage
- Nye vinduer og døre
- Facadeisolering af boligerne i Danmarksgade
- Ventilation
- Nye køkkener
- Nye badeværelser
- Nye udearealer
- Ny gildesal
Når renoveringen er slut består bebyggelsen af:
- 22 stk. 2-værelses boliger
- 17 stk. 3-værelses boliger
- 7 stk. 4-værelses boliger