Bankoplade med gevinst til hele byen
300 spillede banko til fordel for det nye multihus i Tårs
TÅRS: Mange bække små gør en stor å - det gjaldt, dengang der blev spillet banko til fordel for svømmesalen i Tårs, da den skulle renoveres. Og det gjaldt i lørdags, da der blev spillet banko til fordel for det multihus, der bygges i forbindelse med hallen i Tårs.
Omkring 300 personer dukkede op for se, om de kunne få fingre i gevinster for mere end 20.000 kroner. Og selvfølgelig for at støtte op om bygge-projektet, der snart er færdigt.
Spillet gav et overskud på cirka 13.000 kroner, og samlet set er der samlet omkring 1,4 millioner kroner ind blandt borgerne til multihuset, der opererer med et totalbudget på omkring 16,5 millioner kroner.
Det oplyser halinspektør Bjarne Holmberg.
Erhvervsmessen i Tårs afvikles søndag 7. april i hallen fra klokken ti - men allerede en time før inviteres interesserede til at kigge forbi det nye multihus, hvor der vil være kaffe, rundstykker og opvisning.
I stedet for en officiel indvielse af multihuset, vil der måske i stedet blive holdt en god fest for at hylde de mange frivillige, som har givet en hånd med i forbindelse med byggeriet, lyder det fra halinspektøren.
Selv om multihuset snart tages i brug, så samles der stadig ind - blandt andet så der kan gives et pift til udendørsarealer og etableres en klatrevæg.
Halinspektøren har eksempelvis planer om at løbe 25 halvmaraton i år. Han har allerede løbet fem af dem - sponsorater fra borgere og erhverv i byen sikrer, at der triller 3825 kroner ind til multihuset hver gang Bjarne Holmberg tilbagelægger godt 21 kilometer.
7. april er der også planer om at lancere en vin til fordel for multihuset samt abonnements-ordninger - så man får adgang til koncerter, foredrag, svømning og motionscenter - for både singler og familier.