Billede beskrivelse

Annette sagde farvel til café-kunderne og solgte inventaret - det skal hun lave nu

29. marts 2022 kl. 17.00
Opdateret 30. marts 2022 kl. 09.55

En skarp profil med fokus på økologi, bæredygtighed og lokale råvarer faldt i god jord hos cafe-gæsterne i Hjørring.

Café Rod i Strømgade vandt hurtigt en del hjerter og maver i byen, da man åbnede i sommeren 2020 - men Covid-19 havde langt fra sluppet sit tag i borgere og forretningsliv.

- Vi var måske lidt for optimistiske. Selv om vi har haft mange gæster, så har vi et økonomisk efterslæb fra coronaen, som vi ikke rigtig har kunnet hente, forklarer Annette Kvist Bjerre.

Hun peger også på, at det til tider har været svært at få samt fastholde personale, fordi branchen generelt har været ramt af mangel på arbejdskraft. Og selv om der igen kommer Dana Cup til Hjørring, så peger det lidt den modsatte vej, at der skal graves op i gågaden i år.

- Det er en vemodig dag. Men samtidig er vi også taknemmelige for, at vi kunne prøve det af - og taknemmelige i forhold til de mange trofaste gæster, der har støttet op om konceptet, siger Annette Kvist Bjerre.

Tirsdag låste hun døren op for sidste gang - ikke for at lave og servere mad, men for at sige farvel til kunderne, der også havde mulighed for at købe Cafe Rods borde, stole, lamper og nips-ting.

Café Rod har i sin levetid haft et samarbejde med Høgsted Antik, og kunderne har haft mulighed for at købe de borde og stole, de sad ved og på - det har også givet en dynamisk indretning af caféen.

Annette Kvist Bjerre har haft sin svigerdatter ansat som restaurantchef, og hun glæder sig over, at stort set hele personale-gruppen har fundet noget nyt at rive i.

Det gælder også Annette Kvist Bjerre selv:

- Min mand spurgte, om jeg havde set et særligt jobopslag. Der var kun en dag tilbage at søge i, og det gjorde jeg så - og jeg fik det. Så 1. maj begynder jeg som køkkenleder på Kornets Hus. Det glæder jeg mig meget til, og det er jo lidt i tråd med det, jeg har lavet på Café Rod.

Privat bor Annette Kvist Bjerre i Lørslev med sin mand, der er medejer af restaurant Alimentum i Aalborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste