Stig Rossen i Astrup: 600 festhungrende gæster svingede danseskoene
Kai Jensen, der er tovholder for Astrup Halfest, glædede sig sammen med de 50 frivillige hjælpere over igen at kunne byde velkommen til den traditionsrige fest.
Stig og vennerne nåede lige at komme forbi Astrup i 2019, inden coronaen lukkede for festlighederne i de næste 2 år, så det var et festhungerende publikum, der satte sig til bords i Astrup-Sønderskov hallen 19. marts 2022.
Billetterne til årets halfest var på forhånd solgt til 600 spisende gæster, og resten ankom, da Stig Rossen gik på scenen med vennerne.
Hos de mange trofaste gæster, der har været med til festen år efter år var gensynsglæden stor efter den ufrivillige pause, og alle havde hungret efter at komme ud og svinge danseskoene igen.
I år var det Martin Kok der havde leveret maden, så gæsterne havde noget at glæde sig til, og vinen fejlede heller ikke noget, så festhumøret kom hurtigt op i gear godt hjulpet på vej af Version 1.0, der med deres formidable evner til at underholde har været med til at sætte gang i festen i Astrup i mange år.
Astrup Halfest er en årlig begivenhed og har i sin nuværende form eksisteret siden 2003. I alle disse år har festen bidraget med hele overskuddet til den lokale idrætsforening (ASIF).