40 år med mennesker - og VW-biler
Direktør Hejne Jensen fra Brødrene Møll har fortsat kurs mod et aktivt arbejdsliv. Benzinen i hans hverdag er kontakten med mennesker
HJØRRING: For 40 år siden blev Hejne Jensen ansat som ung reservedelsekspedient hos Brødrene Møll A/S på Frederikshavnsvej. I år har han 40 års jubilæum samme sted - og nu som direktør.
Planerne om at fejre 40 års jubilæet med reception, blev forpurret af corona-pandemien. Så jubilæumsdagen 15. juli var en ganske almindelig arbejdedag. Og det er faktisk ret ok, lader han forstå.
- Så nu må jeg tage ti år mere, så jeg kan nå 50 års jubilæum, smiler Hejne, der ikke har planer om at geare ned på sit arbejdsliv.
Mennesker er benzin
Hejne Jensen rundede 60 år i december 2019, og han fortsætter gerne otte-ni år mere i branchen.
- Jeg kan jo ikke tænke mig at stoppe om fire-fem år. Og det er farligt at bestemme sig for en slutdato. Så er der nemlig risiko for, at man går totalt i stå.
- Og jeg kan da ikke leve uden det her, siger han med et nik ud mod de fabriksnye biler i salgslokalet.
- Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker, både ansatte, kunder, samarbejdspartner og VW-forhandler fra hele landet, siger Hejne Jensen.
For Hejne Jensen er det nemlig ikke bilerne, der giver benzin og boost til hverdagens udfordringer.
- Det er de mennesker, jeg møder i mit arbejde - og det at få tingene til at ske.
- Jeg har set mange biler i mit arbejdsliv. Man får altså et mærkeligt forhold til biler, når man arbejder med dem hver dag. Jeg interesserer mig faktisk mere for mine racercykler, griner Hejne Jensen, der lige nu er godt kørende i en VW Tiguan.
Svedig afslapning
Hejne er gift med Helle, der arbejder hos Bdr. Møll som kontorassistent. Både Helle og Hejne er ivrige motionscykelryttere.
- Vi har cyklet 3500 kilometer i år. Jeg bruger det som afstresning, konkluderer Hejne.
En tur på racercyklen ligger på mellem 60 og 110 kilometer, og parret tager gerne på ferie for at cykle sammen - og med gode venner.
- Det er ren afslapning, men du kommer godt nok til at svede, smiler Hejne.
Parret var i øvrigt begge i sadlen, da Team Hjørring cyklede til Paris i 2015.
Helle og Hejne bor i Brønderslev. De bruger også gerne fritiden i sommerhuset i Saltum og sammen med familien, der tæller børnene Michael, 36 år, Mette, 33 år samt svigerbørn og børnebørn.
Toptunet bilforretning
Hejne Jensen er udlært på Oluf Hedegaards værksted i Hjørring. I 1980 blev han ansat på reservedelslageret hos Brødrene Møll, og i efteråret 1984 blev han bilsælger i firmaet.
- Jeg ville gerne prøve noget andet, og så opstod chancen for at komme i salgsafdelingen.
Da Hejne Jensen kom ind i firmaet, var det ejet af Torben Møll og Børge Thomsen. I 1993 indgik Hejne Jensen sammen med en værkfører i et glidende generationsskifte, der var fuldendt i 1999. Siden august 2005 har Hejne Jensen været eneejer og direktør i firmaet, der i dag er en toptunet, moderne bilforretning
Brødrene Møll A/S har 42 ansatte, og firmaet råder over salgsafdeling, værksted, malerværksted, karosseriværksted og biludlejning med 40 udlejningsbiler.
- Aktiviteterne er vokset stille og roligt gennem årene.
Hejne Jensen går flere daglige ture rundt i huset. Han kender medarbejderne - og omvendt.
- Jeg kan altså ikke sidde stille på kontoret hele dagen.
Hejne Jensen deltager fortsat i salgsarbejdet. Han sælger 120-130 biler om året. Og mange trofaste kunder har da også handlet bil med Hejne gennem årene.
- Før solgte jeg 200 - men det når jeg ikke mere.
Søndag er fortsat en af de gode salgsdage. Og direktøren indgår i vagterne hver anden søndag - når der altså ikke lige er ferietid, hvor han tager mod kunderne hver søndag.
Lærte af finanskrisen
Hejne Jensen ser tilbage på 40 gode år, men også på nogle år med store udfordringer. Finanskrisen i 2008 gav en brat opbremsning i aktiviteterne.
- I 2007 solgte vi 99 transportere og i 2009 var tallet 20, husker Hejne Jensen og tilføjer, at han hen over efteråret måtte afskedige otte medarbejdere.
- Dengang sagde jeg til min ledergruppe, at vi aldrig skulle ansætte for mange medarbejdere. Det er så forbandet at skulle til at fyre folk - der står jo mennesker bag. Og nogen havde været ansat i mange år. Men der var ikke andet at gøre.
- I maj-juni 2009 begyndte vi at få balance i udgifter og indtægter.
Finanskrisen skærpede Hejne Jensen prioriteringer og hans fokus på virksomhedens udgiftsniveau.
- Så på den måde var det nok en meget sund øvelse. Men det er den værste krise, jeg har været ude for.
Corona-pandemien har også givet udfordringer til bilforhandlerne. Men der er godt gang i salget igen.
- Vores største problem er at skaffe nye biler lige nu. Produktionen har ligge stille i seks uger, og på grund af corona-restriktioner er produktionstiden fortsat ikke på 100 procent, forklarer Hejne Jensen.