Livet her

18 nye lejeboliger er på vej i Løkken

02. januar 2022 kl. 11:01

I hastigt tempo er 18 nye lejeboliger under opførelse på Skoleparken i Løkken. Bebyggelsen har fået navnet ”Løkken Park Nord”, og opføres af investeringsselskabet Løkken Park Nord ApS , Hjørring v/direktør Frede Jensen.

De nye huse opføres på den inderste grund på højre side af Skoleparken.

Der opføres 9 dobbelthuse, og de er i størrelserne henholdsvis 75 kvm., 85 kvm. og 95 kvm. pr. lejemål. De bliver indflytningsklare i efteråret 2022.

Det er Gram Pedersen A/S Ejendomsadministration i Hjørring står for udlejningen af de nye boliger.

- Vi er nu begyndt på udlejningen, og der er pæn interesse for de 18 lejemål, fortæller direktør Lasse Gram Pedersen.

- Fire boliger er allerede udlejet, og der er 6 på en liste for interesserede, som gerne vil se nærmere på boligerne. Det kan f. eks. være folk, som overvejer at sælge deres hus for at flytte til noget mindre, siger han.

Fordel som lille og lokal

Bebyggelsen er centralt beliggende i et af Løkkens rolige områder, og tæt på både skole, indkøb og busforbindelse.

Boligerne opføres i flotte materialer og er energivenlige og bliver forsynet med hårde hvidevarer. Alle får egen carport, terrasse og have.

Gram Pedersen A/S Ejendomsadministration driver og ejer selv et antal ejendomme foruden at tilbyde ejendomsadministration for andre, hovedsageligt i Hjørring Kommune.

- Vi er glade for nu også at operere i Løkken, siger Lasse Gram Pedersen.

- Vi arbejder lokalt og fokuseret med det for øje at opnå det bedste og mest uproblematiske flow for både ejer og lejer.

- Der er åbenlyse fordele ved at være lille og lokal, og vi lægger vægt på, at sørge for, at lejere altid kan få kontakt, når der er behov for det, understreger han.

Byggeriet af de nye boliger i Park Nord Løkken udføres af Fjordbak Byg A/S i Hjørring.

Annonceret indhold

Nyeste