
Kæmpe sejler igen - prikken over i'et var tre gigantiske lagkager fra Morfar
SuperSpeed 1 har fået en ordentlig omgang - nu sejer den igen
HIRTSHALS: Color Lines SuperSpeed 1, der normalt sejler mellem Hirtshals og Kristiansand, har været på et længere "ferieophold" i Danmark, hvor den har pustet ud uden passagerer.
Skibet, der blev bygget på et finsk værft i 2007 og moderniseret i 2011, trængte igen til at blive vedligeholdt og opgraderet, oplyser Color Line:
Vinduer, møbler, tæpper og gulv er udskiftet, der er udført vedligeholdelsesarbejde på de to Rolls-Royce hovedpropeller, og så er der installeret nyt computersystem og skiftet olie - bare for at nævne nogle af opgaverne.
Arbejdet er faldet sammen med, at færgen efterhånden har været på farten i 15 år, og det fejrede det norske rederi.
I forvejen leverer Morfars Køkken i Tornby frokost til Color Lines ansatte i termnal, cargo og lager, men onsdag havde Marianne Mortensen fået en ekstra ordre på grund af SuperSpeed 1: Tre gigantiske lagkager til godt 150 ansatte blev således leveret for at markere dagen.
SuperSpeed 1 har nu genoptaget sejladsen; den kan transportere 2.315 passagerer - og 750 biler og sejler fra Hirtshals til Kristiansand på kun 3 timer og 15 minutter.
Færgen er bygget på Aker Yards, Rauma, Finland.