Seneste nyt
Billede beskrivelse

De mindste mødes til sangfest i Frysehuset

09. september 2026 kl. 10.01

HJØRRING: Der bliver krible-krable og musikalske løjer i Frysehuset, når nogle af Hjørrings yngste borgere torsdag 10. september mødes til Små Synger Sammen Dag.

Det oplyser Sangkraft Hjørring i en pressemeddelelse.

Sangkraft Hjørring og Frysehuset Hjørring er igen i år gået sammen om arrangementet, hvor Christina Thoft står for de musikalske aktiviteter.

Interessen har ifølge arrangørerne været så stor, at dagen er blevet delt op i to arrangementer. Det første begynder klokken 09.00, mens næste hold går i gang klokken 10.00.

Den store lokale interesse afspejler sig også på landsplan.

 Sangens Hus, der står bag Små Synger Sammen Dag, oplyser i en pressemeddelelse, at mere end 41.000 børn er forhåndstilmeldt årets sangdag. De seneste år har deltagerantallet ligget på omkring 30.000.

Årets tema er ‘Krible Krable Dyr’, og sangmaterialet byder blandt andet på frøer, orm og mariehøner. Temaet skal sætte fokus på biodiversitet og gøre det lettere at tage sangen med ud i naturen.

Det er de alleryngste, der er inviteret til sangdagen. Det gælder vuggestuebørn, dagplejebørn, hjemmepassede børn og de yngste børnehavebørn.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste