Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hirtshals Operafestival i nyt samarbejde med museum

17. maj 2026 kl. 17.00

HIRTSHALS: Hirtshals operafestival er altid åbne for nye samarbejder, og det er med stor glæde, festivalen i år kan præsentere et nyt samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum.

- Med årets tema ”Sange om Krig og Fred” er det oplagt at inddrage VHM, og jeg har haft flere meget inspirerende møder med dem, fortæller Lisbet Hvid Hermansen.

- Publikum kan glæde sig til foredrag om Atlantvolden, open air-koncert i Museumshaven, børnekulturprojekt i samarbejde med Hjørring Kommunes skoletjeneste samt foredrag om besættelsestiden og fællessange med udgangspunkt i temaet, akkompagneret af Hirtshals kirkes organist.

Billede beskrivelse

Årets tema er valgt både på grund af aktuelle konflikter, men også fordi temaet er en del af verdenshistorien og nutiden, som har relevans for samfundet, kulturen og den enkelte.

Besættelsestiden satte spor over hele Danmark - og dermed også i Hirtshals, hvor bunkerne udgjorde en del af Atlantvolden. Bunkerne er Danmarks mest komplette og udgravede forsvarsanlæg fra Anden Verdenskrig. På Nordvestkajen på Hirtshals Havn blev der i 2025 opført en nyfortolkning af ét af de historiske tre sorte tårne fra besættelsen.

Tårnet er nu en del af en større aktivitetsplads, som kan anvendes bl.a. til koncerter, hvilket Hirtshals Operafestival vil benytte sig af i 2026, hvor en af de fem open air-koncerter afholdes, under forudsætning af at vejret tillader det.

Udover open air-koncerter ved Hirtshals fyr, Det Sorte Tårn og i Vendsyssel Historiske Museums have, afholdes yderligere to open air-koncerter på henholdsvis Hotel Hirtshals og den traditionelle afslutningskoncert på Saunakutteren ved Husmoderstranden.

Seks unge, talentfulde nordiske sangere, fra bl.a. Finland og Færøerne, er udvalgt til en tre-dages masterclass med den engelske mezzosopran Catherine Wyn Rogers. Forløbet afsluttes, ligesom sidste år, med en offentlig koncert i Hirtshals kirke.

 Konferencier er igen i år kgl. operasanger Sine Bundgaard, som har været kurator for Hirtshals Operafestivals hovednavne i 2024, 2025 og 2026 samt kurator for masterclassen i 2025 og 2026. 

Se mere om deltagerne på www.operavedhavet.dk.

Billede beskrivelse

Hirtshals Operafestival og Sine Bundgaard går hver især nye veje efter dette års festival og man ønsker derfor Sine alt godt fremover.

- Alting har sin tid og vi fortsætter på samme høje kunstneriske niveau og linje, som vi lagde ud med til den første operafestival i 2023. Næste år har festivalen 5-års jubilæum, som selvfølgelig skal fejres. Vi er godt i gang med planlægningen, aftaler er indgået med hovednavnene, som allerede nu glæder sig til at komme til Hirtshals, og flere nye, spændende projekter er i støbeskeen, oplyser Lisbet.

- Nogle tænker måske, at det er noget tidligt at planlægge så langt frem i tiden, men vi er nødt til at være på forkant for at sikre, at vi får de professionelle kunstnere, som vi ønsker. Heldigvis har festivalen et stort netværk og stor opbakning, siger Lisbet.

Hirtshals Operafestival 2026 finder sted 5.-6. september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste