Billede beskrivelse

Frivillige strømmer til DM i Skills

04. april 2026 kl. 11.02

HJØRRING: Når DM i Skills 2026 løber af stablen i Hjørring fra 22. til 25. april, bliver det med massiv opbakning fra flere hundrede frivillige. Interessen for at være med har nemlig været langt større end forventet.

Omkring 700 frivillige skal i alt være med til at få Danmarks største faglige event til at fungere - og allerede nu er holdet på plads.

Billede beskrivelse

- Det har været helt overvældende, så stor interesse der har været for at være med. Det har været meget nemmere, end vi troede, fortæller frivilligkoordinator Christine Lund Jakobsen.

- Det er en blanding af foreninger, vi har lavet aftaler med, og en masse enkeltpersoner. Nogle har familie, der deltager, andre har været frivillige før, og nogle har bare en kærlighed til fagene og gerne vil være tæt på det hele.

Frivillige er afgørende for succesen

DM i Skills samler unge fra hele landet, der konkurrerer inden for omkring 80 forskellige fag. Arrangementet tiltrækker tusindvis af besøgende - og her spiller de frivillige en helt central rolle.

Billede beskrivelse

De frivillige fra Hjørring Kommune skal blandt andet fungere som værter, hjælpe med parkering, sørge for afspærring og sikre, at området omkring Park Vendia fremstår indbydende.

Samtidig står frivillige fra de nordjyske erhvervsskoler for at tage imod de mange skoleklasser og hjælpe med afviklingen af aktiviteter og konkurrencer.

- Vi er afhængige af alle de frivillige for at kunne lykkes med det her, understreger Christine Lund Jakobsen.

Donation giver ekstra anerkendelse

En donation fra Sparekassen Danmark Fondene gør det muligt at give alle frivillige en særlig tak for indsatsen.

Midlerne går blandt andet til goodiebags, som alle frivillige modtager, når de møder ind til deres første vagt. Heri finder de blandt andet en termoflaske, snacks og andre praktiske ting.

Billede beskrivelse

Termoflasken er ikke kun en gave - den er også et bæredygtigt valg, der skal være med til at reducere brugen af engangsplast under arrangementet.

Et fællesskab og en oplevelse

For mange handler det ikke kun om at give en hånd med, men også om at blive en del af et fællesskab.

DM i Skills er kendt for sin festlige stemning, hvor håndværk, kreativitet og faglig stolthed er i centrum. De frivillige får dermed en unik mulighed for at komme helt tæt på konkurrencerne og opleve engagementet fra både deltagere og publikum.

- Vi glæder os helt vildt. Det bliver en krævende uge, men vi er superglade for, at så mange vil være med, siger Christine Lund Jakobsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste